Af Ritzau - 05/12-16 11:47; Opdateret: 05/12-16 12:59

Enhedslisten og Alternativet savner visioner fra rød blokEnhedslisten og Alternativet savner visioner fra rød blok

Alternativet afviser al snak om splittelse i rød blok, selv om to partier ønsker anden vedtagelse end resten.

storybild

Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist (th) afviser, at der er noget drama i, at Alternativet og Enhedslisten har valgt at stille deres eget forslag til vedtagelse i dagens folketingsdebat. Forslaget fra de andre partier i rød blok var bare ikke visionært nok, lyder det. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Der var brug for at udtrykke mere klare visioner for Danmark.

Sådan lyder begrundelsen fra Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, for, at hans parti sammen med Enhedslisten har forfattet deres eget forslag til vedtagelse i dagens folketingsdebat.

En vedtagelse er Folketingets konklusion på debatten om statsministerens redegørelse.

Normalt foregår det, når Folketinget åbner i oktober, men fordi der er dannet ny regering, gentager Folketinget så at sige åbningsdebatten mandag.

Her har Enhedslisten og Alternativet altså stillet et andet forslag, end det som flertallet af de røde partier - Socialdemokratiet, Radikale og SF - står bag.

Nordqvist afviser, at der er tale om splittelse i rød blok.

- Vi ønskede virkelig bare at vise, at der er behov for nye tanker i Danmark. De andre havde meget fokus på det med offentlig vækst. Og det er jo et vigtigt spørgsmål.

- Men vi havde bare lyst til at have en anden ordlyd, forklarer Rasmus Nordqvist.

- Der er behov for virkelig at sætte ind i forhold til miljø og biodiversitet. Vi har behov for kreativitet og en offentlig sektor, der baserer sig på tillid, siger Nordqvist.

Forslaget fra S, R og SF fastslår blandt andet, at en vækst i det offentlige forbrug på 0,3 procent er "urealistisk i forhold til den demografiske udvikling."

Enhedslisten og Alternativet vil i stedet have vedtaget en tekst om "et bæredygtigt samfund."

- Hvor vi mindsker uligheden, bevarer og udvikler en stærk kollektiv og demokratisk styret velfærd, forsyning og infrastruktur samt beskytter vores natur og øger biodiversiteten, skriver partierne.

Ingen af forslagene har dog de store chancer for at komme igennem. Det er nemlig de borgerlige partier, der har flertal i Folketinget.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx