Af Ritzau - 06/06-17 23:40; Opdateret: 07/06-17 05:53

Lægeformand: Ny aftale presser sygehusansatte endnu mereLægeformand: Ny aftale presser sygehusansatte endnu mere

Formanden for Lægeforeningen mener, at der er for lidt fokus på kvalitet i regionernes aftale med regeringen.

storybild

En ny økonomisk aftale mellem regeringen og Danske Regioner møder hård kritik fra både lægerne og sygeplejerskerne. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Linda Kastrup)

Lægeforeningen kalder det trist, at regeringen og regionerne til næste år fastholder kravet om to procent højere effektivitet i sundhedsvæsnet.

Kravet er en del af den nye aftale for regionernes økonomi, der blev indgået tirsdag aften.

- Jeg er skuffet og overrasket over, at finansministeren fastholder produktivitetskravet.

- Det er et krav, der presser sygehusafdelingerne urimeligt hårdt og skaber et meget ensidigt fokus på produktion i en tid, hvor vi har mere behov for at kigge på kvalitet, sammenhæng og gode forløb for patienterne, siger foreningens formand, Andreas Rudkjøbing.

Han er slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at mærkes på sygehusafdelingerne.

- Det betyder, at personalet skal løbe hurtigere. Helt konkret skal man løse to procent flere opgaver for de samme penge, og det er en proces, der har stået på i mange år efterhånden.

- Det betyder, at kvaliteten ikke kan udvikles, og derfor er der behov for, at man for alvor skifter fokus på sygehusområdet, mener han.

Og der er ikke megen trøst at hente i, at regeringen og regionerne vil sætte en større analyse i gang af styringen af sundhedsområdet for at se, om noget kan gøres bedre og billigere.

- Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at der trods alt er blevet lyttet til kritikken af den nuværende styring af sygehusvæsnet. Men jeg frygter, at det bliver en syltekrukke.

- Det er en omfattende øvelse i en situation, hvor vi har brug for mere konkret handling i forbindelse med produktivitetskravet, siger han.

Aftalen høster heller ikke megen ros blandt landets sygeplejersker. Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, kalder aftalen "trist læsning".

Dansk Sygeplejeråd er ligesom Lægeforeningen dybt forundret over, at regeringen fastholder produktivitetskravet.

- Vi må konstatere, at regeringen stadig ikke vil det bedste for patienterne. Sygehusene har for længst nået grænsen. De ansatte kan simpelthen ikke løbe hurtigere, end de gør i dag, siger hun.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx