Af Ritzau - 11/01-17 17:02

Kæreste i drabssag: Hun ville aldrig forlade sine børnKæreste i drabssag: Hun ville aldrig forlade sine børn

En mand, som havde et forhold til Hediga Morad, tror, at hendes eksmand har slået hende ihjel.

storybild

Syriske Hediga Morad har været forsvundet siden oktober 2015. Hendes eksmand er anklaget for at have slået hende ihjel, men hendes lig er aldrig blevet fundet. (Billede: Free/Sydøstjyllands Politi)

Den 34-årige kvinde Hediga Morad var urolig, inden hun skulle tage toget fra Vejle til Vordingborg 9. oktober 2015 for at aflevere sine børn hos eksmanden.

Det fortæller en syrisk-irakisk mand. Han forklarer, at han havde et forhold til Hediga Morad, men i en periode også bare var venner med hende. Han var sammen med hende i Vejle, inden hun steg på toget.

- Han sagde til hende, at han hverken ville have hende eller børnene, hvis ikke hun kom med børnene den dag, siger han om kvindens eksmand.

Retten i Nykøbing Falster behandler kvindens forsvinden som en drabssag. Eksmanden er tiltalt for drabet, men han nægter sig skyldig.

Han påstår, at Hediga Morad stadig er i live og måske er taget til Syrien. Den syrisk-irakiske mand er dog af en anden overbevisning.

- Jeg havde en følelse af, at hun ikke ville komme tilbage. Jeg tænker, at han har slået hende ihjel.

- Hvis hun forsvandt, kunne hun umuligt klare sig mere end en uge. Hun kan ikke forlade sine børn. Hun kan måske forlade mig, men ikke sine børn, siger han i retten.

Hediga Morad boede flere gange på krisecenter. Ifølge kvinden selv fordi hun blev slået af sin mand. Derfor havde hun også en overfaldsalarm, men den glemte hun at tage med til Vordingborg, den dag hun forsvandt.

Eksmanden og Hediga Morads forhold var omskifteligt. Det fortæller både kæresten, eksmanden og en veninde i retten.

Kæresten fortæller, at han i en periode også bare var venner med Hediga Morad og forsøgte at bringe hende sammen med manden igen, uden at det lykkedes.

En veninde, der også vidner i retten, fortæller, at hun havde en aftale om at mødes med den 34-årige mor, efter at denne havde afleveret børnene i Vordingborg.

Før togturen havde Hediga Morad været nervøs for at mødes med eksmanden, forklarer hun.

- Jeg håber, at der ikke er sket hende noget. Jeg har en følelse af, at hun bare er taget ud af landet. Måske er det, fordi jeg ønsker, at hun er i live, siger veninden.

Sagen fortsætter torsdag, hvor blandt andre nogle af Hediga Morads og eksmandens fælles bekendte skal vidne.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx