Af Ritzau - 18/04-17 11:54; Opdateret: 18/04-17 13:51

Vidner i drabssag: Rapsang om at pløkke var sjov og spasVidner i drabssag: Rapsang om at pløkke var sjov og spas

Anklager i sag om trippeldrab sværmer om rapsang og aflytninger. Rockervidner er dog ikke meget for at svare.

storybild

I Retten på Frederiksberg fortsætter sagen om et tredobbelt drab. Dommen ventes i løbet af maj. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Sætninger som "IR (en tiltalt for trippeldrab, red.) fucking pløkker jer" og "der er no mercy med de tre" har ikke noget med et tredobbelt drab på Frederiksberg at gøre.

Heller ikke selv om sangen med de pågældende ord blev sendt få timer inden det, politiet kalder en likvidering af tre unge mænd i november 2015.

I Retten på Frederiksberg bliver to Bandidos-rockere tirsdag afhørt i sagen. Den ene er ophavsmand til sangen, men han afviser, at nummeret har noget med drabene at gøre.

- Det er bare pjat, siger han.

Vidnet griner for sig selv, da sangen bliver spillet i retten. Han siger, at det er tilfældigt, at sangen blev sendt umiddelbart inden trippeldrabet.

- Da denne sang bliver lavet, aner jeg ikke, at de tre (ofrene, red.) eksisterer. Har du nogensinde hørt om nogen, der har skrevet en sang om det, før der sker sådan noget? Det er tilfældigt, at jeg sender den på det tidspunkt, siger han.

Modtageren af lydfilen er 33-årige IR, der sammen med to andre sidder tiltalt for drabene. Vidnet og IR smiler til hinanden flere gange.

I rapsangen er der også vendinger som "hvis I vil noget, nakker vi jer" og "det er sådan, vi gør". Sangen nævner også "gun" og maskingevær. Netop en revolver og et haglgevær blev brugt til drabene.

Ifølge vidnet, som i dag er krigsminister i Bandidos efter IR, handler sangen dog om ham, IR og en tredje rockerven, der også forklarer sig i retten tirsdag.

Han kender til rapsangen, men ser den ikke som andet end en "komisk sang".

- Der blev lavet så meget. Det var bare spas og sjov. Det var bare noget, vi grinte af, siger rockervidnet i retten.

Specialanklager Jakob Buch-Jepsen mener, at sangen er bevis for, at drabene var planlagt. Ifølge de to vidner er det dog ikke noget, der skal tages bogstaveligt.

Anklageren spørger også ind til telefonaflytninger, der bliver afspillet i sagen. Ingen af vidnerne siger dog særlig meget. Den ene har glemt det meste, mens den anden ikke har lyst til at svare på spørgsmålene.

Det tredobbelte drab fandt sted midt om natten i en lejlighed på Christian Paulsens Vej, da de tre ofre lå og sov.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx