Af Ritzau - 30/03-17 00:52

Bekymrede forældre flokkes til hospitalerBekymrede forældre flokkes til hospitaler

Alt for mange børn, der slet ikke er syge nok til at komme på hospitalet, kommer forbi alligevel. Det er dyrt.

storybild

Region Hovedstaden har problemer med forældre, der tager deres børn på hospitalet selv om de langt fra er syge nok. (Arkivfoto) (Billede: Pressefoto, Region Hovedstaden)

Små 9000 børn mellem nul og fire er på et år unødigt i kontakt med Region Hovedstadens hospitaler fire eller flere gange. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Det viser en undersøgelse fra 2013. Den sætter tal på en tendens til, at forældre unødigt kontakter sygehusvæsnet med let syge børn. Det koster regionen omkring en halv milliard kroner ifølge avisen.

- Forældrene ved ikke, hvad de skal gøre, når et barn har feber. Det afgørende er at holde øje med barnet, men forældrene holder øje med feberen og ikke barnet, siger ledende overlæge på Hvidovre Hospitals børneafdeling, Klaus Børch, til Kristeligt Dagblad.

Afdelingen har de seneste tre til fire år oplevet en stigning i antallet af børn, der unødigt er kommet på hospitalet, på 20-30 procent.

Det er børn med eksempelvis forkølelse, feber eller en maveinfektion. Altså er det problemer, der normalt kan håndteres af forældrene selv.

Ifølge en rapport fra Region Hovedstaden er det som oftest yngre, lavtuddannede forældre, der kommer på hospitalet med deres børn, selv om der reelt ikke er behov.

- Vi ser en tendens til, at forældrene bruger deres netværk mindre og har en øget forventning om, at tager man på hospitalet, så går barnets sygdom væk, siger Klaus Børch til Kristeligt Dagblad.

Han beskriver det som et stort problem og en stor belastning for børneafdelingen på Hvidovre Hospital.

- Det største problem er, at en stor gruppe børn med småsygdomme kommer til at skygge for de svært syge børn, siger overlægen.

Politisk efterlyser man mere informationer om problemet samt mere forebyggelse.

Men selv om forebyggelse klinger positivt, er det et felt, hvor der mangler utrolig meget viden

- Vi ved rigtig meget om, hvad der ikke virker. Men vi ved ikke nok om, hvad der virker, fortæller Jakob Kjellberg, professor og programleder ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Kora, til avisen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx