Af Berit Hartung - 29/09-17 18:26

Brudekjolebommert skabte vrede på nettet: Her er historien bagBrudekjolebommert skabte vrede på nettet: Her er historien bag

En lille brudekjolebutik er havnet i en gevaldig storm på nettet, fordi indehaveren sendte en noget utraditionel sms til en kunde. En misforståelse om købet af et slør fik nemlig ejeren af brudekjolebutikken til at sende en besked med en forbandelse af en kunde.

storybild

Pernille Vang Nielsen fik en forbandelse på sms af den kvinde, hun havde købt sin brudekjole af. (Arkivfoto)

En lille brudekjolebutik er havnet i en gevaldig storm på nettet, fordi indehaveren sendte en noget utraditionel sms til en kunde. En misforståelse om købet af et slør fik nemlig ejeren af brudekjolebutikken til at sende en besked med en forbandelse af en kunde.

'Jeg håber, det slør og den brudekjole må bringe dig ulykke og hele dit bryllup vil bringe dig undergang.'

Sådan lød en sms, som 43-årige Pernille Vang Nielsen fik fra bestyreren af butikken Wedding Deluxe efter at have købt sin brudekjole i butikken.

Enhver vordende brud ved, at noget af det bedste ved at blive gift er at prøve brudekjoler. Nogle vil endda mene, at det er så fedt at stå i det ene skrud efter det andet, at man slet ikke behøver at blive gift bagefter.

Men for Pernille Vang Nielsen fra Korsør blev købet af drømmekjolen ikke helt den romantiske oplevelse, hun havde forestillet sig. Til november får hun papir på sin kæreste, som hun har to børn med. Parret har været sammen i 10 år, men da manden pludselig blev alvorligt syg i sommer, gik det op for dem begge, at de skulle tage sig sammen og få papir på hinanden.

Egentlig havde de tænkt sig en hurtig tur på rådhuset for at få klaret formaliteterne, men da hendes far sagde, at han altid drømt om at følge hende op ad kirkegulvet, blev det til kirkebryllup med over 50 gæster.

Derfor inviterede Pernille Vang Nielsen sin mor, far, veninde og mormor med ud for at finde drømmekjolen. Og selve købet gik sådan set fint. Skolelæreren fra Vestsjælland fandt nemlig hurtig en smuk, brugt corsagekjole i den lille butik Wedding Deluxe i Stenløse, hvor man både kan købe og leje kjoler.

Det var da, hun kom hjem med kjolen, at der gik skår i forventningsglæde. Hun og sælgeren blev nemlig efterfølgende uenige om, hvorvidt hun havde betalt for sløret eller ej.

»Jeg finder hurtigt den her kjole, og jeg prøver også sløret. Da jeg står i det hele, spørger vi, hvad den samlede pris er,« siger Pernille Vang Nielsen og tilføjer, at de efter lidt forhandling frem og tilbage bliver enige om en samlet pris på 3.000 kroner. Pernille betaler og drager hjem med en stor dragtpose med både kjole og slør.

Kort efter modtager hun en sms fra forhandleren, som mener, at den vordende brud har glemt at betale for sløret. Hun gør opmærksom på, at det koster 475 kroner. Det afslår Pernille, som er overbevist om, at hun har fået og betalt en samlet pris. Det afviser bestyreren af butikken, som står fast på, at Pernille skal betale for sløret eller returnere det. Det afslår Pernille.

'Øv, der røg min fortjeneste. Det må du have på din samvittighed. Føj,' skriver forhandleren i en vred sms.

Torsdag får Pernille Vang Nielsen så endnu en sms fra brudekjoleforretningen. Her skriver sælgeren, at hun håber, sløret og kjolen vil bringe hende ulykke, og hun kaster en forbandelse over både bruden, hendes bryllup og hendes nærmeste de næste fem år.

»Jeg blev simpelthen så chokeret og ked af det. Der er da igen mennesker, der vil gøre sådan noget. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre,« fortæller Pernille, der i vrede og frustration til sidst valgte at lave en opdatering på Facebook, hvor hun lagde hele sms-korrespondancen frem og advarede andre om at købe kjoler i butikken.

Opslaget spredte sig som en lynild på nettet og blev både delt, liket og kommenteret. Flere brugere skrev også, at de håber, Pernille får et godt bryllup på trods af oplevelsen, og det blev hun meget rørt over.

»Det her gør noget af glæden og spændingen ved brylluppet mindre. Man glæder sig til at gå op ad kirkegulvet, men nu har jeg bare svært ved at gå ind i kirken i den kjole. Det har ødelagt noget af glæden ved det,« siger hun og afviser, at hun har råd til at købe en anden kjole.

»Jeg mener, man sviner ikke sine kunder til med forbandelser. Det burde da være side et i service-håndbogen.«

BT har været i kontakt med bestyreren af Wedding Deluxe, som er meget ked af episoden. Hun fortryder sin sms, som hun forklarer, at hun skrev, fordi hun var såret og vred, men at hun ville ønske, at hun ikke havde gjort det.

Ifølge forhandlerens forklaring pakkede hun sløret væk, og det lå altså – ifølge hende – ikke i dragtposen, da Pernille forlod butikken. Hun forklarer også, at hun ringede til Pernille for at få penge for sløret, men at samtalen løb af sporet, fordi kunden hidsede sig op og kaldte hende en masse grimme ting. Hun hævder, at Pernille kaldte hende ord som 'perker' og 'udlænding.' Derfor skrev hun sms'en i vrede. Forhandleren siger, hun kan bevise, at samtalen har fundet sted, mens Pernille Vang Nielsen på sin side slet ikke kan genkende den og siger, at de ikke talte i telefon sammen efter købet af kjolen. Pernille fastholder også, at sløret var en del af handlen.

Pernilles opslag blev lagt på Facebook torsdag eftermiddag, og allerede torsdag aften begyndte brudekjoleforhandleren at få vrede beskeder fra folk, som havde set det. Dagen efter begyndte kunderne også at ringe og aflyse deres aftaler.

Wedding Deluxe slog dørene op i sommer, og nu frygter sælgeren, at shitstormen får alvorlige konsekvenser for hendes forretning.

»Jeg er helt i chok. Opslaget er delt over 1.000 gang. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre,« siger hun ulykkeligt. Hun er også ked af, at Pernille valgte at dele hendes private telefonnummer i opslaget.

»Folk går fuldstændig amok. De sviner mig til og ringer og aflyser deres tider. Jeg har lige fået fem dårlige anmeldelser på Trustpilot fra folk, som aldrig har været i min butik. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal stoppe det,« siger hun og betegner selv sin sms som 'super pinlig.'

BT kender butik-indehaverens navn, men har af hensyn til hendes privatliv valgt ikke at bringe det.

»Jeg er en lille nystartet butik. Jeg har kun været i gang i tre måneder. Nu frygter jeg, at jeg må lukke. Ville du købe en brudekjole i min butik, hvis du havde læst den her historie,« spørger hun retorisk.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx