01/02-18 19:03

Tip til at vælge en god pendlerbilTip til at vælge en god pendlerbil

En mikrobil er ofte det billigste valg, hvis du skal købe en pendlerbil. Men overvej først, om du har brug for mere komfort, lyder det.

storybild

Markedsanalytiker hos Bilbasen Jan Lang ville personligt vælge en dieseldrevet Peugeot 208 som pendlerbil. Free/Dmitry Orlov Www.dvorlov.com

København. Når du skal købe en pendlerbil, er det først og fremmest vigtigt at holde dig for øje, hvad bilen koster, og hvor komfortabel bilen er at køre i, så både du og din tegnebog kan holde til at tilbagelægge de mange kilometer hver dag.

Går du efter en pendlerbil, der er så billig som mulig, er det oplagt at købe en mikrobil, hvor VW Up, Toyota Aygo og Peugeot 108 er blandt de mest populære modeller.

Det mener forbrugerøkonom hos FDM Allan Skytte.

- Selv om mikrobiler måske procentvist har et stort værditab, er de så billige i indkøb, at deres værditab i kroner og øre er behersket, siger han og fortsætter:

- Køber du en mikrobil til 85.000 kroner, er det for eksempel begrænset, hvor meget bilen kan tabe i værdi, uanset hvor mange år du har den og hvor mange kilometer, du kører, siger han.

Mikrobilerne kører typisk også langt på literen, ligesom de har en lavere ejerafgift.

- Og så er de forholdsvist billige i både finansiering og forsikring, siger Allan Skytte.

Til gengæld skal du ikke forvente, at en mikrobil holder meget længere end ti år, vurderer Allan Skytte og tilføjer, at bilerne er så billige i indkøb, at mange bilejere ofte ikke prioriterer at bruge penge på at vedligeholde dem ordentligt.

- Så køber man en brugt mikrobil, skal man være meget opmærksom på, om bilen har stempler i servicebogen og er blevet repareret efter forskrifterne, siger Allan Skytte.

Går du efter en brugt mikrobil, kan det også være en god idé at vælge en, der er indregistreret før 3. oktober 2017, hvor de nye bilafgifter trådte i kraft.

- Så vil bilen være på den lave ejerafgift, siger Allan Skytte.

Hvis du synes, en mikrobil er for lille til pendlerkørsel, kan du gå en klasse op.

Markedsanalytiker hos Bilbasen Jan Lang ville personligt vælge en dieseldrevet Peugeot 208, hvis han skulle pendle for eksempel 150 kilometer dagligt.

For det første fordi den er billig at anskaffe, da en Peugeot 208 koster omkring 130.000 kroner fra ny.

- Derudover er en dieseldrevet Peugeot 208 rimelig komfortabel, har lange serviceintervaller og en god brændstoføkonomi. Den ville godt kunne køre 25 kilometer på literen på motorvejen, siger Jan Lang.

Bryder du dig ikke om en Peugeot 208, er en Volkswagen Golf eller en Volkswagen Polo ligeså gode bud, tilføjer markedsanalytikeren.

Vil du en bilklasse højere op, koster det ifølge Jan Lang hurtigt en krone mere per kilometer at pendle.

Til gengæld får du mere komfort, hvilket kan være meget værd, hvis du skal tilbringe mange timer i bilen.

I mellemklassen er en Kia Ceed eller en Skoda Octavia gode bud, mener Jan Lang.

De er 15-20 centimeter længere, og dermed får du lidt mere rum i kabinen.

- På den måde kan bilen også opfylde andre behov og for eksempel bruges som familiebil og til ferier, siger han.

Vakler du mellem, om du skal købe en ny eller en brugt pendlerbil, anbefaler Jan Lang, at du enten køber en helt ny bil eller en nyere brugt bil.

På den måde har du din garanti, og de nyere biler er typisk mere brændstoføkonomiske, ligesom risikoen for at de taber værdi er mindre i forhold til eventuelle fremtidige miljøkrav.

Og så er der mindre risiko for, at de nyere biler går i stykker.

- Hvis du skal pendle langt i en ældre brugt bil, bliver den hurtigt meget brugt, og der vil komme nogle supplerende værkstedsbesøg for at udskifte de mekaniske dele i bilen, siger Jan Lang.

Derfor understreger han ligesom Allan Skytte, at du skal sørge for, at en brugt pendlerbil ikke har nogen skavanker fra start, men at servicebogen er fuldskreven.

Og lige meget hvilken pendlerbil, du vælger, er det vigtigt at få den serviceret regelmæssigt, så den kan holde til den belastning, det er ved at køre langt.

Fakta: Diesel eller benzin?

- Hvis du skal pendle langt, kan det typisk betale sig at vælge en dieselbil frem for en benzinbil.

- Men som tommelfingerregel skal man køre mindst 25.000-30.000 kilometer om året, før det kan betale sig at køre i en dieselbil.

- Du kan beregne udgifterne ved henholdsvis en benzin- og en dieselbil ved at bruge FDM's beregner på: http://www.fdm.dk/biler/bilkoeb/benzin-eller-diesel

Kilde: FDM.

/ritzau fokus/

Andre læser lige nu

Andre historier

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Mand fundet død i vandet ved slotspark
bt.dk
Lastbil brager direkte ind i 10-årig...
bt.dk
Stjernens skibrille-forklaring vakte...
bt.dk
Sofie Linde har født: Se det søde...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx