Af Ritzau - 04/05-17 10:25; Opdateret: 04/05-17 14:05

Løkke inviterer Kinas ledere på snarligt genbesøg i DanmarkLøkke inviterer Kinas ledere på snarligt genbesøg i Danmark

Statsministeren mødte torsdag Kinas præsident til en snak om partnerskab og snarligt genbesøg, men også Tibet.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen hilser på den kinesiske præsident, Xi Jinping. (Billede: Reuters/Jason Lee)

For lidt mere end en måned siden var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Det Hvide Hus og gav et meget omtalt håndtryk til den amerikanske præsident, Donald Trump.

Siden er statsministeren fløjet rundt om jorden for at besøge Kina. Her fik han torsdag lejlighed for at hilse på den kinesiske præsident, Xi Jinping.

Her trykkede de to hånd, og Løkke takkede for den fine modtagelse.

Besøget finder sted i Folkets Store Hal ved Den Himmelske Freds Plads i hovedstaden, Beijing.

- Vores omfattende strategiske partnerskab fra 2008 er en høj prioritet i min regering, og vores bilaterale forhold har udviklet sig hurtigt siden da, siger Løkke til præsident Xi, da de to sidder over for hinanden i et mødelokale i Folkets Store Hal.

Lars Løkke Rasmussen var tirsdag i Chengdu i det vestlige Kina. Her mødte han de to pandaer, der skal til København i slutningen af 2018, og de to dyr, der opfattes som symboler på Kinas velvilje, blev også nævnt i samtalen med Xi Jinping.

- Jeg håber, at vi næste år kan markere ti-års jubilæet for vores partnerskab, og at det kan falde sammen med ankomsten af to meget særlige kinesiske gæster i Københavns Zoo, som jeg mødte i forgårs i Chengdu.

- Måske kunne det samtidig være en anledning til et besøg på højt niveau fra Kina i København - det ville jeg se meget frem til, lød det fra Løkke.

Og den åbne invitation blev taget godt imod med en bemærkning om, at det vil de gerne på et tidspunkt, der passer ind i planlægningen, fortalte Løkke efter mødet.

- Det var sådan set et ja til, at man gerne vil besøge Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge statsministeren drøftede han ikke bare det gode forhold med Danmark under samtalen med Xi Jinping. Også menneskerettigheder kom på bordet.

Løkke opfordrede i den forbindelse Kinas præsident til at "række hånden ud" til tibetanerne. Kina anser Tibet for at være en del af Kina, mens tibetanerne selv ønsker at være uafhængige af Kina.

Det har ført til en langvarig konflikt.

- Jeg opfordrede præsident Xi til - inden for rammerne af et-Kina politikken - at række hånden ud til tibetanerne.

- Men jeg kan jo ikke trylle et nyt ideologisk syn ind i hovedet på en kinesisk præsident i løbet af en times samtale. Selvom jeg dog må sige, at jeg mærker, at der sker noget i Kina. Jeg kan godt få øje på, at der er nogle generationsforskelle her, siger han.

Sidste gang, en kinesisk præsident var i Danmark, var i 2014, da den daværende præsident, Hu Jintao, var på officielt besøg. Her blev der grebet ind over for demonstranter, der viftede med Tibets flag i protest mod Kina.

Sagen endevendes af Tibetkommissionen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx