Af Ritzau - 08/06-17 07:01

S-ordfører: Corbyn genskaber rød omfordelingS-ordfører: Corbyn genskaber rød omfordeling

Britisk Labour-leder Jeremy Corbyn puster liv i partiets røde dyder, mener transportordfører Rasmus Prehn (S).

storybild

Det britiske Labours oppositionsleder, Jeremy Corbyn, har næsten udlignet det enorme forspring, som De Konservatives premierminister, Theresa May, havde, da valgkampen begyndte. Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, glæder sig over, at Corbyn har sat ulighed og socialdemokratisk omfordeling på den politiske dagsorden. (Billede: Scanpix/Oli Scarff)

Det er godt, at den britiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, igen har sat ulighed og socialdemokratisk omfordeling som højere skatter på den politiske dagsorden.

Det mener Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, før det britiske parlamentsvalg. Her har Corbyn indhentet et enormt efterslæb til De Konservatives premierminister, Theresa May.

- Han er et klart bedre valg end Theresa May. Han står for en solidarisk dagsorden. En socialdemokratisk omfordelingspolitik. Hvor man løfter i flok. Og satser på fællesskabet, siger Rasmus Prehn og tilføjer:

- Frem for helt kynisk at tilrettelægge samfundet til fordel for de stærkeste. Han har en meget mere sympatisk kurs end May. I valgkampen har han revitaliseret Labour og den socialdemokratiske idé om omfordeling.

Den 68-årige Jeremy Corbyn har fået langt flere unge til at engagere sig politisk under sit motto "For the many not the few" (For de mange, ikke de få), forklarer Rasmus Prehn.

- Kampen for fri uddannelse er en kæmpe stærk og vigtig dagsorden i et meget klassedelt samfund som Storbritannien. Corbyn vil afskaffe tuition fees (universitetsafgift, red.), påpeger han.

Afgiften blev indført af Labours premierminister, Tony Blair. Siden er afgiften vokset voldsomt. Det giver klasseskel, så underklassens børn holdes ude, mener Rasmus Prehn.

Mange briter vil hellere betale mere skat til fælles sygehuse og folkeskoler end lade uligheden vokse, mener han.

- Der er et klart valg. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville stemme Labour, siger Rasmus Prehn.

Spørgsmål: Nogle socialdemokrater finder Corbyn for langt til venstre?

- Jeg har ikke sagt, at Corbyn er den mest ideelle kandidat. Men han er måske ikke så tosset, som nogen gør ham til, siger Rasmus Prehn.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx