02/05-18 19:03

Brug mælkebøtter til at lave saft, chips og kaffeBrug mælkebøtter til at lave saft, chips og kaffe

Den karakteristiske ukrudtsplante kan laves til spiselige specialiteter og også drikkes som kaffe, saft og sjus.

storybild

Mælkebøtter har en ret bitter smag, men når de tilberedes, tager det nogle af bitterstofferne. Scanpix/Steffen Ortmann

København. Mælkebøtter pibler op gennem græsset om foråret og sommeren, men der er ingen grund til at kyle dem ud i komposten.

Den karakteristiske ukrudtsplante er faktisk en spiselig specialitet, som især gør sig godt i salater. Bladene kan bruges i bunden, mens knopperne kan svitses på panden og bruges som topping.

Mælkebøtten er ifølge kultursociolog og naturvejleder Søren Espersen en af de bedste og mest alsidige spiselige planter, der findes i Danmark, og den kan bruges til mangt og meget.

- Mælkebøttebladene er bitre, men smagsnoterne får en helt ny funktion, når man blander dem med sødme fra honning og fedme fra bacon og smørristede brødterninger.

- Mælkebøtten er rigtig god i salater, men den kan også bruges til mange andre ting. Den har mange bitterstoffer, men ved at give mælkebøtterne varme fra stegning og lignende bliver den mindre bitter, forklarer Søren Espersen.

Her fortæller han om nogle af de mange muligheder med mælkebøtter.

1) Kaffe

Mælkebøtter kan faktisk drikkes og endda bruges som alternativ til en dampende kop mokka. Mælkebøttens rødder rummer nemlig samme bitterhed, som kaffebønner har, forklarer Søren Espersen.

- I virkeligheden er det den brændte smag, man går efter, siger han.

Tør et bundt mælkebøtterødder, rist dem i ovnen, til de er mørkebrune, mal dem, og bryg pulveret, som ville du lave en almindelig kop kaffe.

Bliver det for bittert, kan man brygge mælkebøttekaffen sammen med almindelige kaffebønner.

2) Brændevin

Vil man have en lille skarp til mælkebøttekaffen, kan man også lave en sjus ud af ukrudtsplanten.

- Blomsterne indeholder meget velsmagende pollen og nektar, og det er rigtig godt til brændevin, siger Søren Espersen.

Og opskriften er ganske simpel: Tag en god håndfuld af mælkebøttens kronblade, put sukker i, hæld vodka over, og lad det trække.

- Det er vigtigt, at det kun er det gule i mælkebøttens blomsterhoved, man bruger, og ikke den grønne blomsterbund, tilføjer han.

3) Chips

Mælkebøtter kan også bruges som snacks.

Ved at skære bladene over i mundrette bidder og efterfølgende pensle med olie kan de efter en tur i ovnen bruges som grønne chips. Det fungerer ligesom chips lavet af grønkål, jordskokker og lignende.

4) Stuvning

Man kan også stuve mælkebøtterne eller hakke bladene ned i en opbagt sovs, ligesom hvis man ville lave persillesovs.

- Der er det en god idé lige at blanchere dem først - 30 sekunder i kogende vand er fint - og så direkte over i koldt vand. Det tager nogle af bitterstofferne, siger Søren Espersen.

5) Saft

Mælkebøtter kan også brygges til saft, fortæller Søren Espersen.

Det gule af blomsterhovederne skal koges op med vand og sukker, og den nedkølede blanding skal efterfølgende trække til dagen efter. Si blomsterne fra, og hæld saften på flaske - eventuelt med citron i.

Bruger man mindre vand i blandingen og tilføjer gelatine eller lignende i, så har man en marmelade af mælkebøtte.

- Man kan eventuelt putte nogle hakkede æbler eller blommer ned i marmeladen, siger Søren Espersen.

/ritzau fokus/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

BTs Formel 1-ekspert: Kom så, Grosjean!
bt.dk
Udenrigsministeriet advarer danskere...
bt.dk
Bestilte håndbajere til delegationen:...
bt.dk
Kæmpe studie: Sodavand, fritter og...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx