24/10-17 15:41

Opskriften til at komme igennem en forkølelseOpskriften til at komme igennem en forkølelse

De fleste af os løber ind i en forkølelsesvirus i løbet af en sæson. Her er lægen og ekspertens råd til en smule lindring.

storybild

En forkølelse tager den tid, den tager, og der er ikke meget, du kan stille op. Free/Colourbox

København. Snotten løber, halsen gør ondt, og trætheden melder sig. Vi kender alle til symptomerne, når et forkølelsesvirus har fået taget i os.

Og i forsøget på at komme på benene igen jagter vi gerne de hurtige løsninger. Men hvad kan vi egentlig stille op? Det giver en læge og en professor deres - få - bud på her.

- Der er ikke ret meget, man kan gøre ved en forkølelse. Der er ikke nogen lægemidler, der kan gøre noget, konstaterer læge og foredragsholder Jerk W. Langer.

Så håbet om miraklet er hermed aflyst.

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen, der er professor på Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, er det nemlig marginalt, hvad man kan gøre for at lindre og forbedre sin tilstand.

- Når først virus er i kroppen, så skal immunsystemet simpelthen have den tid, det tager, for at eliminere virus. Og det vil sige, at det bedste, man kan gøre i den sag, er at passe på sig selv, siger professor Jan Pravsgaard Christensen og uddyber:

- Det vil sige lade være med at være helten, der går på arbejde. Man skal være hjemme, ligge i sengen og holde sig varm, så kroppen kan få tid til at komme sig.

Eksperten i immunsystemet forklarer, at alle de forskellige celler i kroppen skal have en chance for at finde de virusinficerede celler og slå dem ud - og det kræver energi. Derfor skal man tage den med ro og droppe den ugentlige løbetur.

- Hvis man presser kroppen lidt, så er immunsystemet ikke lige så effektivt, og så tager det altså lidt længere tid at finde de inficerede celler. Og det kan betyde, at man forlænger sygdomsforløbet, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Det eneste professoren vil pege på, der kan give lidt lindring og forbedre den forkøledes tilstand, er en romtoddy eller en kop varm te.

- Varme hjælper kroppen med at holde temperaturen oppe, og det hjælper immunsystemet og er en hæmsko for virus. Du holder også mund og næsehulen varm, og det har en tendens til at hjælpe systemet og få alle processerne til at køre lidt bedre, siger professoren.

- Men det kan ikke korte en dag eller to af dit sygdomsforløb - højst seks-otte timer, siger han.

Lægen Jerk W. Langer peger også på klassikeren med varm te og honning som et redskab til lidt mere velvære. Og ellers foreslår han, at man kan bruge naturlægemidlet Echinacea, som er udtræk fra planten purpursolhat.

- Der er lavet mange forsøg med Echinacea, og de konkluderer generelt, at man i nogle tilfælde kan lindre forkølelsens varighed i niveauet 12 timer - måske lidt mere, siger han.

Derudover nævner Jerk W. Langer, at man kan forsøge sig med antiinflammatoriske fødevarer, som virker dæmpende på betændelse. Det kan være fødevarer som ingefær og gurkemeje.

Men her skal man ifølge forskeren passe på.

- Når man tager noget, der er antiinflammatorisk, så forhindrer man jo faktisk immunsystemet i at gøre det, det skal gøre. Så hvis du sænker inflammationen en smule, så kan det godt være, du føler, du får det lidt bedre, men så forhindrer man cellerne i at lave deres arbejde. Så hvis man ikke passer på, og de her antiinflammatoriske midler virker for effektivt, så gør du faktisk ondt værre, siger professoren.

Fakta: De bedste råd mod forkølelse

- Hold dig varm.

- Put dig under dynen.

- En varm kop te eller romtoddy.

Kilde: Jan Pravsgaard Christensen.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx