Af Ritzau - 19/01-17 15:51; Opdateret: 19/01-17 16:33

Løkke besøgte Vollsmoses hårdeste kvarterLøkke besøgte Vollsmoses hårdeste kvarter

Det er et fåtal, der ødelægger det for de mange i ghettoen, mener statsministeren. Der skal slås hårdt ned.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøgte onsdag Odense. Her deltog han i Odense Kommunes nytårskur. Inden nytårskuren besøgte Lars Løkke Rasmussen Vollsmose - Bøgetorvet og Q's Barbershop. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Det var det hårdeste af ghettoen, der mødte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Odense-bydelen Vollsmose, som han besøgte torsdag.

For selv om Vollsmose under et står på regeringens ghettoliste, så er problemerne i området koncentreret få steder, især i den del, der hedder Bøgeparken.

Det vurderer både politiet, det lokale boligselskab og rådmand Jane Jegind (V).

De tog imod statsministeren, da han ankom til Bøgeparken på en grå januardag, hvor himlen havde stort set samme farve som den beton, Bøgeparkens etageejendomme er opført i.

Den officielle velkomstkomité var dog ikke alene. En gruppe på 10-15 unge mænd i dynejakker og hættetrøjer var samlet om deres biler, der i størrelse nemt kunne måle sig med statsministerbilen.

På lygtepælene var klæbet klistermærker for den lokale bande Black Army, der ifølge politiet dominerer Bøgeparken.

Og ifølge lokale journalister var det netop prominente medlemmer af Black Army, der bød Løkke velkommen.

Efter en kort spadseretur mødte statsministeren imidlertid også Vollsmoses andet ansigt i skikkelse af den unge frisør og iværksætter Qasim Ahmed og et par andre unge studerende og iværksættere.

Bagefter konstaterede statsministeren:

- Problemerne er koncentreret nogle ret få steder, blandt andet her i Bøgeparken. Der er de til gengæld til at få øje på. Det er irriterende, og det er også det, de unge siger.

- Det bedste, vi kan gøre, er at slå hårdt ned på de bander, som smadrer det for alle de andre.

Hvad der så skal til for at slå hårdt ned mod de bandemedlemmer, der skaber utryghed i Bøgeparken og andre steder i landet, vil regeringen komme med sit bud på, når den fremlægger en rocker- og bandepakke i nær fremtid.

Politidirektør i Fyns Politi, Kit Claudi Grøn-Iversen, der var blandt statsministerens ledsagere under besøget, ser frem til at få nye redskaber i kampen mod banderne.

- At have klubhuslignende steder i beboelsesområder er en udfordring.

- Og vi vil rigtig gerne kunne komme efter dem, der får bødestraffe. Og så ville vi rigtig gerne, hvis zoneforbuddene blev lettere at håndhæve, siger hun.

Rådmand Jane Jegind fra Odense Kommune fortæller, at kommunen over de seneste 20 år har brugt masser af penge på Vollsmose. Men nu skal der skrappere midler til, mener hun.

- Så længe vi ikke får gjort op med banderne, vil vi igen og igen blive væltet omkuld, uanset hvad vi laver af andre gode tiltag, siger Jane Jegind.

Regeringen har allerede varslet et forbud mod rockerborge og bandeklubhuse i beboelseskvarterer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx