06/07-17 11:20; Opdateret: 06/07-17 14:27

Ukrudtsbrænder startede brand i GigantiumUkrudtsbrænder startede brand i Gigantium

Aalborg. Det var en ukrudtsbrænder, der onsdag forårsagede branden i idræts- og kulturcentret Gigantium i Aalborg.

storybild

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Ifølge politiet var en medarbejder ved Gigantium i gang med at afbrænde ukrudt, da han opdagede, at der var gået ild i bygningen.

Han kontaktede herefter brandvæsenet.

Medarbejderen er sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen. Han kan nu se frem til en bødestraf, lyder det i pressemeddelelsen.

Sagen anses dermed som opklaret, og politiets undersøgelser på stedet er overstået.

Myndighederne fik anmeldelsen om branden klokken 11.25 onsdag, og herefter arbejdede brandfolkene på stedet det meste af dagen og aftenen.

Natten til torsdag var Nordjyllands Beredskab også til stede i Gigantium.

Nordjyllands Beredskab har tidligere torsdag fortalt, at omfanget af skaderne er mindre, end man først havde frygtet.

- Omfanget af skaderne ser egentlig fornuftigt ud, når man tænker på, hvilket syn der mødte os, da vi ankom til stedet. Vi iværksatte en kraftig indsats i forhold til begrænsning af skaderne.

- Men der er også kommet vandskader på grund af alt det vand, vi har brugt. Men det ser ud til, at man kan bevare trægulvet, lød det fra indsatsleder Anders Brosbøl.

Storhallen, der også kaldes håndboldhallen - har fået brand- og vandskader i forbindelse med branden, mens de øvrige bygninger i komplekset har fået røg- og sodskader.

Selv om det gik værst ud over Storhallen, gik de resterende faciliteter ikke fri for skader. Der kommer nu et omfattende rengøringsarbejde.

I forbindelse med branden blev folk onsdag i området bedt om at gå indenfor, da røgen kunne være farlig. Men midt på eftermiddagen kunne alarmen afblæses, og beboerne måtte igen bevæge sig udenfor.

Ingen kom til skade ved branden. En brandmand blev dog bragt til sygehuset til observation.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx