14/10-17 08:02

Ondt i foden? Sådan kommer du en hælspore til livsOndt i foden? Sådan kommer du en hælspore til livs

En hælspore er ofte forbundet med ryg- og hofteproblemer. Der findes dog øvelser, som kan afhjælpe smerten hurtigt, viser forskningsstudium.

storybild

Har du ondt under foden, kan det skyldes en hælspore. Free/Colourbox

København. Har du store smerter under foden, der bliver ved med at komme igen, så kan være tegn på en såkaldt hælspore.

Det er en meget almindelig lidelse herhjemme, hvor du har overbelastet svangsenen under foden. Det kan skyldes forkert træning, men rygproblemer kan også være årsagen.

For selv om smerten sidder i foden, ligger problemet ikke nødvendigvis der, fortæller Caspar Frausing, der er fysioterapeut med egen klinik i Værløse.

- Symptomet hælspore eller det at have ondt under foden er som regel ikke ensbetydende med, at problemet også er i foden. Jeg kigger derfor på, om du kan bevæge dig optimalt i din fod, hofte og ryg, siger Caspar Frausing.

I Caspar Frusings tid som fysioterapeut har otte ud af ti patienter, der er kommet ind med symptomer på en hælspore, også haft rygproblemer.

Smerterne fra en hælspore behøver heller ikke sidde direkte i foden. De kan også starte i den nederste del af læggen, fortæller han.

- Vi får oftest ondt i senevævet, som både hænger sammen med musklerne og knoglerne. Når lægmusklen er overbelastet, går den ned i akillessenen, som går ned i svangsenen under foden. På den måde hænger det hele sammen, siger Caspar Frausing.

Derfor er det vigtigt også at træne mobiliteten i hoften og styrken i ryggen, lyder det fra Caspar Frausing.

Men det kan også godt betale sig at træne muskulaturen i selve foden for at komme smerterne til livs. Og det er en øvelse, du nemt kan lave derhjemme.

Et forskningsstudie fra Aalborg Universitet fra 2014 viser nemlig, at du ved hjælp af en simpel styrkeøvelse kan afhjælpe smerter fra en hælspore på kort tid.

Det fortæller Henrik Riel, der er ph.d.-studerende hos forskningsenheden for almen praksis på Aalborg Universitet.

Øvelsen går ud på, at du skal stille dig med et ben på et trappetrin eller lignende og så langsomt løfte dig selv op og ned igen. Den øvelse viste gode resultater i projektet, fortæller Henrik Riel.

- Der var en stor fremgang i forhold til symptomer allerede efter en måned, hvis man lavede denne styrkeøvelse hver anden dag. Fremgangen blev kun endnu større efter tre måneder, siger han.

I projektet blev forsøget med styrkeøvelsen holdt op mod en udstrækningsøvelse. Selv om at styrkeøvelsen skabte de hurtigste resultater, mener Henrik Riel ikke, at man helt bør droppe udstrækningerne.

- Udspændingen har helt klart stadig en effekt. Det er ikke fordi, at vi siger, at alle skal lave denne styrkeøvelse.

- Der vil nemlig være nogen, der finder den ubehagelig eller svær at lave. Og i sidste ende er resultatet også det samme. Det tager bare lidt længere tid, hvis du vælger udspændingen, siger han.

Ifølge Henrik Riel er det også vigtigt, at man ikke belaster sig selv for hurtigt, når man først er blevet smertefri.

Du skal nemlig have været smertefri i fire uger, før du overvejer at træne igen, og det anbefales, at du også fortsætter med styrkeøvelsen.

Fakta: Sådan udfører du styrkeøvelsen

- Find et trappetrin og læg et sammenrullet håndklæde på kanten.

- Stil dig på en fod ude på tæerne på trappetrinet. Du må gerne støtte med en hånd på trappegelænderet for at holde balancen. Nogle har også bedst effekt ved at bruge begge fødder på samme tid.

- Husk at tælle, mens du laver øvelsen. Kom op på tå på tre sekunder. Hold stillingen i to sekunder. Sænk foden igen på to sekunder.

- Du skal hæve sværhedsgraden med tiden. Det kan du gøre ved at tage en rygsæk på ryggen og fylde flere og flere bøger i.

- I forskningsstudiet oplevede forsøgspersonerne, der lavede denne øvelse hver anden dag, store forbedringer allerede efter tre måneder.

- Bliv klogere på øvelsen her: https://fysio.dk/fafo/temaer/bevageapparatet/Traning-afhjalper-smerter-ved-halspore

Kilde: Henrik Riel fra Aalborg Universitet.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx