Af Ritzau - 03/01-17 13:01; Opdateret: 03/01-17 14:17

474 ansøgere vil være politikadetter474 ansøgere vil være politikadetter

Der er kommet 124 flere ansøgere til politikadetuddannelsen, efter at ansøgningsfristen blev forlænget.

storybild

Efter skudattentatet i København i februar 2015 har politiet haft ekstra bevogtningsopgaver, hvilket har kostet mange overarbejdstimer. (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

474 personer har ansøgt om at blive optaget på den nye politikadetuddannelse, oplyser Rigspolitiet.

Ansøgningsfristen udløb 2. januar, efter at den var blevet forlænget, da den første ansøgningsfrist udløb 20. december. Ved første ansøgningsfrist havde 350 søgt om optagelse.

- Det er et fint udgangspunkt for at finde dem, der skal starte på kadetuddannelsen. Vi håber og tror på, at feltet er tilpas stort til, at vi kan starte et godt hold, siger politiinspektør ved Rigspolitiet Peter Ekebjærg.

- Jo større felt vi har at udtage i, jo større er chancen for, at vi får de rigtige.

Der er plads til 125 personer på det hold, der begynder den nye uddannelse 1. marts på Politiskolen i Brøndbyøster.

Allerede seks måneder senere skal de første politikadetter efter planen udklækkes.

De nyuddannede politikadetter skal løse opgaver som bevogtning, udsendelse af afviste asylansøgere og grænsekontrol.

- Nu går vi i gang med at se nærmere på ansøgerne, og så er der optagelsesprøver, de skal igennem, siger Peter Ekebjærg.

Efter flygtningestrømmene på de danske motorveje og skudattentatet i København i februar 2015 har de danske betjente haft massevis af overarbejdstimer.

Derfor blev den tidligere V-regering, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti som en del af finansloven 2015 enige om at oprette den nye uddannelse for at skaffe politiet mere mandskab.

Selv om kadetuddannelsen er oprettet for at løse et mandskabsproblem her og nu, er Peter Ekebjærg overbevist om, at uddannelsen er langtidsholdbar.

- Det ligger ikke i kortene, at vi skal holde op med at lave grænseindsats. Samtidig er bevogtningen, vi har i øjeblikket, bundet op på terrortruslen, og den tænker vi heller ikke lige forsvinder, siger Peter Ekebjærg.

Politiet ser gerne, at politikadetterne efter en årrække søger ind på basisuddannelsen, og på den måde tager den fulde politiuddannelse.

Hvis man gør det, vil man få merit for de fag, man allerede har haft på politikadetuddannelsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx