Af Ritzau - 12/01-17 14:44; Opdateret: 12/01-17 17:35

Politiets jurist overså ulovlig ordre i Tibet-sagenPolitiets jurist overså ulovlig ordre i Tibet-sagen

Chefkonsulent i politiet var chokeret, da han efter tre år nærlæste planen for et kinesisk statsbesøg.

storybild

Københavns Politi gav betjente ordre om at sikre, at præsident Hu Jintao ikke så demonstranter med for eksempel Tibet-flag i 2012 (arkivfoto). (Billede: Free/Www.colourbox.com)

Mellem hænderne havde en erfaren jurist i Københavns Politi det afgørende bevis for, at der var givet en central ordre i Tibetsagen. Men han overså det.

Det siger juristen, chefkonsulent Klaus Pedersen, under en afhøring torsdag eftermiddag i Tibetkommissionen.

Klaus Pedersen, som dengang var senioranklager, sad i sommeren 2013 med politiets såkaldte operationsbefaling foran sig.

Den handlede om indsatsen ved den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i juni 2012. Og det fremgår klart af papiret, at betjentenes opgave var at sørge for, at præsidenten ikke fik øje på demonstranter.

- Jeg er rigtig ærgerlig over, at jeg ikke på det tidspunkt eller senere læste operationsbefalingen detaljeret igennem, siger Klaus Pedersen.

Læsningen foregik i 2013 i forbindelse med en retssag. Seks borgere mente, at politiet havde udsat dem for ulovlig frihedsberøvelse ved statsbesøget. Og Klaus Pedersen skulle forsvare politiet i Københavns Byret.

På det tidspunkt - og i de følgende to år - påstod Københavns Politi, at der ikke var givet en ordre om at gribe ind mod tibetanske flag og dermed i borgernes ytringsfrihed.

Samme Klaus Pedersen var også beskæftiget med at skaffe oplysninger, når der blev stillet spørgsmål i Folketinget.

I forbindelse med retssagen bestemte han, at hverken de seks borgere og deres advokat, Claus Bonnez, eller byretten skulle have operationsbefalingen at se.

- Min vurdering var, at den ikke var relevant for sagen, forklarer Klaus Pedersen.

En nærlæsning - og en reaktion - ville formentlig have betydet, at Folketinget ikke var blevet vildledt i yderligere tre år.

- Hvis jeg havde læst den bemærkning i operationsbefalingen, ville jeg selvfølgelig have reageret på det i forhold til de folketingsspørgsmål, der var besvaret, siger Klaus Pedersen.

Under sagen i byretten fokuserede de seks borgeres advokat på betjentenes opførsel. For eksempel at de havde beslaglagt tibetanske flag.

Flere politifolk afgav forklaring i retten. To af dem, vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og politikommissær Henrik Oryé, er senere blevet sigtet for at have løjet for dommeren.

Mere generelt siger Klaus Pedersen, at han havde tillid til de oplysninger, han fik fra politifolkene, når han besvarede spørgsmål fra Folketinget.

- Udgangspunktet er, at når der kommer en udtalelse, kan vi stole på den, siger Klaus Pedersen.

En af dem, han stolede på, var Claus Hjelm Olsen. Han var ifølge flere forklaringer ansvarlig for operationsbefalingen. Han har imidlertid ikke ønsket at lade sig afhøre af kommissionen.

Først i efteråret 2015 studerede Klaus Pedersen side seks i operationsbefalingen. Han og en chef sad med alle sagens papirer, fordi Den Uafhængige Politiklagemyndighed skulle efterforske forløbet.

- Vi var virkelig, virkelig målløse. Dén der bemærkning var helt uden for, hvad vi havde forestillet os. Vi var ret chokerede begge to.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx