Af Berit Hartung - 29/11-17 07:19

Islamisk Stat skaber frygt med trusler om nye angreb på julemarkederIslamisk Stat skaber frygt med trusler om nye angreb på julemarkeder

Dansk ekspert mener, vi har grund til at være bange.

storybild

Betjente bevogtede julemarkedet på Højbro Plads i København efter sidste års terrorangreb på et julemarkede i Berlin. Også i år truer terrororganisationen Islamisk Stat med at dræbe 'vantro' fra vesten i forbindelse med årets julemarkeder. (Arkivfoto) (Billede: Liselotte Sabroe)

Vi skal tage de seneste trusler fra Islamisk Stat meget alvorlige, lyder det fra en dansk terrorekspert. Han mener, at organisationen eller dens sympatisører planlægger nye angreb i Europa i nærmeste fremtid. Det kan godt være, at IS har mistet territorium i Mellemøsten, men deres ideologi lever stadig, lyder advarslen.

Julen er som bekendt hjerternes, næstekærlighedens og fredens tid, men i år kan den også meget vel også blive frygtens. Og har du planer om at tage ungerne eller veninderne med på et af decembers mange julemarkeder, kommer du højst sandsynligt til at indtage gløgg og æbleskiver under overværelse af bevæbnede betjente.

For et år siden pløjede en lastbil gennem et julemarked i Berlin og forvandlede boder med honningkager og julehjerter til et inferno af død og blodigt kaos. Bag rattet sad den 24-årig tuneser Anis Amri, og han tog 12 uskyldige mennesker med sig i døden. 48 andre blev kvæstede.

Terrororganisationen Islamisk Stat truer igen i år med at angribe julemarkeder i især Tyskland, Frankrig og Storbritannien i forbindelse med den store kristne højtid.

I øjeblikket cirkulerer elektroniske beskeder mellem IS-sympatisører over hele verden med teksten: 'Soon on your holidays' - Snart under jeres højtid - fulgt af photoshoppede billeder af julemarkeder. På et af dem er selveste julemanden forvandlet til en IS-slave med bundne håndled og en sortklædt terrorist bag sig.  Et andet viser et fransk marked - Eiffeltårnet er i baggrunden - hvor en person står i forgrunden med en blodig kniv.

Det overrasker på ingen måde terrorekspert Deniz Serinci, at IS bruger julen til at sprede frygt og rædsel. Han er journalist og forfatter og har blandt andet skrevet bogen 'Terrorens Kalifat', der handler om Islamisk Stat. Han mener, at vi skal tage truslen meget alvorlig:

»IS-krigere og sympatisører har tidligere vist, at de er i stand til at dræbe rigtig mange civile i byer som eksempelvis Berlin, Stockholm, London og Nice. Vi kan altid bagefter diskutere, hvorvidt de var tilknyttede organisationen, eller om de handlede på egen hånd, men det er sådan set sagen uvedkommende: En person er nok til at slå en masse mennesker ihjel.« understreger han.

(Billede: ODD ANDERSEN)

Deniz Serinci mener, at IS med sin trussel mod julemarkederne opnår flere ting på én gang:

»Når IS vælger at komme med sådan en trussel, så slår de flere fluer med et smæk: De siger: 'Det kan godt være, vi har mistet al vores territorium i Irak, og at alle siger, at vi er færdige, men vi kan stadig slå til.' De får også taget hævn: 'I ødelagde vores kalifat, nu kommer vi efter jer.' Og så får de også appelleret til deres tilhængeres had mod Vesten ved at true med at angribe i den kristne jul. Og hvad kunne være mere symbolsk for Islamisk Stat end at angribe det Vesten, som med luftangreb har været med til at ødelægge deres kalifat. IS har jo næsten mistet 100 procent at deres territorium i Irak,« siger han og forklarer han, at IS vil forsøge at optrappe deres terrorangreb i Vesten, fordi de mister deres territorium i Mellemøsten.

»Det kan godt være, de har mistet deres territorium, men de har ikke mistet deres ideologi. Det er nemt at begå terror, det er svært at fastholde et territorium. Derfor vil vi nu se en stigning af folk, der vil forsøge at begå terror. Om det lykkes, afhænger af vores efterretningstjenester.«

Selv om Deniz Serinci anser truslen fra IS som både stor og reel, mener han ikke, at vi skal lægge så mange bånd på os selv og vores færden i frygt for at blive ramt, at vi ødelægger vores liv og vores frie samfund.

»Vi skal passe på, men vi skal ikke overdrive, for så har IS jo vundet.«

Den danske terrorekspert mener, at de farligste IS-krigere er dem, som er vokset op i blandt os: Altså unge som af den ene eller anden grund føler sig tiltrukket af de radikale miljøer og til sidst bekender sig til den ekstreme ideologi og bliver villige til at slå deres landsmænd ihjel.

Derfor mener han, at en del af løsningen er at blive ved med at holde nøje øje med de radikale miljøer.

»Vi skal ikke glæde os for tidligt over, at vi har nedkæmpet IS, men stadig holde øje med de radikale miljøer. Og så skal vi styrke arbejdet med anti-radikaliseringen, hvor unge i farezonen får en ung mentor, som de kan spejle sig i.«

»Og så skal vi huske, at terroren altid vil findes i en eller anden form,« siger Deniz Serinci.

 

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx