Af Ritzau - 08/03-17 17:37

Dansk rapport: Konflikt kan ikke begrunde asyl til somaliereDansk rapport: Konflikt kan ikke begrunde asyl til somaliere

Skønt situationen i Somalia fortsat er skrøbelig, får somaliere generelt ikke asyl, lyder det fra styrelse.

storybild

Internt fordrevne somaliske kvinder sidder med deres børn i flygtningelejren Al-cadaala camp i Somalia's hovedstad, Mogadishu. (Billede: Reuters/Feisal Omar)

Somaliere får generelt ikke asyl eller beholder deres opholdstilladelse i Danmark, selv om sikkerheden i Somalia ikke er forbedret siden 2015.

Det oplyser Udlændingestyrelsen på baggrund af en rapport, som styrelsen har lavet i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp. Rapporten har set på sikkerheden i Somalias sydlige og centrale dele.

- Den generelt alvorlige og skrøbelige situation kan dog ikke i sig selv begrunde asyl eller danne grundlag for bevarelse af opholdstilladelse for somaliske flygtninge, som alene har de generelle forhold som asylmotiv, lyder det fra Udlændingestyrelsen.

Rapporten kommer, efter at Danmark er begyndt at hjemsende somaliere. Godt 800 somaliere får revurderet deres opholdstilladelse. De kan ifølge danske myndigheder vende hjem.

Rapporten bygger på et besøg 3.-10. december 2016 i Kenyas hovedstad, Nairobi. Her forblev missionen på grund af sikkerhedssituationen i Somalia. Samtidig har de fleste centrale aktører, som er til stede i Somalia, deres hovedkvarter i Nairobi.

Rapporten har interviewet personer fra FN, internationale organisationer, vestlige ambassader og organisationer, som arbejder i Somalia.

Forfatterne peger på den "dynamiske og omskiftelige situation" i Somalia. Oplysningerne kan hurtigt blive forældet. Derfor skal de jævnligt tjekkes og opdateres, hedder det i rapporten.

Der er 1,1 million internt fordrevne i Somalia, vurderer kilder.

Udlændingestyrelsen oplyser, at somalieres ret til opholdstilladelse i Danmark er afgjort af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Domstolen vurderede i 2013 og 2015, at situationen i landet ikke generelt gav ret til beskyttelse, skriver Udlændingestyrelsen.

- De generelle forhold som beskrevet i rapporten har fortsat ikke en sådan karakter, at den enkelte somalier med sin blotte tilstedeværelse i landet vil være i risiko for overgreb, hedder det.

Men oplysninger i rapporten indikerer, at en række grupper vil være i risiko ved en tilbagevenden til Somalia, og de får efter en individuel vurdering ikke inddraget deres tilladelse.

Det gælder eksempelvis somaliere, som arbejder for myndighederne og internationale organisationer. De beholder deres opholdstilladelse ligesom kvinder i udsatte situationer.

Tallene viser, at 13 somaliske flygtninge har mistet opholdstilladelsen, mens 23 flygtninge har bevaret den, forklarer Udlændingestyrelsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx