Af Ritzau - 29/03-17 15:54; Opdateret: 29/03-17 17:48

Dommer fængsler to unge for at støtte Islamisk StatDommer fængsler to unge for at støtte Islamisk Stat

Politiet får medhold i, at to mænd på 18 og 19 skal være bag tremmer under efterforskning af Syrien-rejse.

storybild

Tyrkisk politi anholdt to unge fra Danmark. De er blevet udleveret til Danmark, hvor politiet sigter dem for at ville kæmpe for Islamisk Stat i Syrien (arkivfoto). (Billede: Colourbox)

En dommer i Glostrup har onsdag eftermiddag fængslet to unge mænd, som politiet mistænker for at ville kæmpe for Islamisk Stat i Syrien, til 21. april.

Politiets materiale er dog foreløbig ikke meget overbevisende.

Dommeren mener således ikke, at der er en tilstrækkelig begrundet mistanke om, at de ville deltage i kamphandlingerne.

I stedet er der en begrundet mistanke om, at de mere generelt har forsøgt at støtte Islamisk Stat, konkluderer dommeren.

Det vil sige, at grundlaget for varetægtsfængslingen kun er den underordnede sigtelse, som Københavns Vestegns Politi har rejst.

Mændene, der er 18 og 19 år, blev anholdt i Tyrkiet for nylig. Angiveligt skete det 17. marts. Politiet ønsker ikke at svare på, hvor i Tyrkiet anholdelsen er sket.

Tirsdag aften blev mændene udleveret til dansk politi, som erklærede dem for anholdt.

De to spinkle fyre, den ene med briller, følges efter grundlovsforhøret ud af retsbygningen af civilklædte betjente.

Af hensyn til politiets fortsatte undersøgelser besluttede dommer Anne Berg at lukke dørene til grundlovsforhøret. Deres forklaring om, hvorfor de var rejst til Tyrkiet, kendes derfor ikke.

Inden dørlukningen sagde mændenes forsvarere, at de nægter sig skyldige.

Politiets materiale fylder godt et ringbind, som forsvarerne fik i hånden lidt før retsmødets begyndelse. Det varede i næsten tre timer.

Efter dommerens kendelse om varetægtsfængsling lyder det fra forsvarerne, at de muligvis vil appellere til Østre Landsret. De har taget forbehold for at kære kendelsen.

Anklager Christina Heering oplyser, at hun ikke har kæret kendelsen til landsretten.

For nylig vurderede Center for Terroranalyse under PET, at cirka 145 mennesker menes at være udrejst for at deltage i kampene i Syrien og Irak. En fjerdedel af de udrejste har mistet livet, anslås det.

I cirka et år har seks andre unge mænd siddet varetægtsfængslet for at have ladet sig hverve af Islamisk Stat. Den sag bygger blandt andet på lækage af materiale fra IS.

I øvrigt afsiger Østre Landsret fredag dom i en sag mod en nu 25-årig tidligere pizzabager. Han har deltaget i kampene for Islamisk Stat i Syrien og har også støttet bevægelsen med 20.000 kroner.

Byretten idømte ham syv års fængsel.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx