17/09-17 17:35; Opdateret: 17/09-17 17:47

Støjberg afviser bredt forlig om udlændingepolitikkenStøjberg afviser bredt forlig om udlændingepolitikken

Socialdemokratiet foreslår bredt forlig om udlændingepolitik, men Inger Støjberg vil ikke afgive handlefrihed.

storybild

Aalborg. Det bliver ikke med stemmer fra Venstre, at der bliver lavet et bredt forlig om udlændingepolitikken.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i kølvandet på et ønske fra Socialdemokratiet.

- Jeg ser slet ikke basis for at lave en aftale af denne karakter. Selvfølgelig skal vi i Venstre heller ikke lade vores handlefrihed deponere hos socialdemokraterne, siger hun.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, relancerede søndag et forslag på partiets årlige kongres i Aalborg om at lave et bredt forlig hen over midten.

Et forlig vil binde partierne til en politisk aftale - også efter et valg. Dermed vil der ikke være tvivl om, hvad udlændingepolitikken er, hvis Socialdemokratiet skulle få regeringsmagten baseret på støtte fra De Radikale.

Men forslaget skydes ned, for Venstre og Socialdemokratiet er grundlæggende ikke enige om udlændingepolitikken ifølge ministeren.

- Socialdemokraterne er helt fundamentalt imod integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet, som er to meget væsentlige faktorer, når det handler om tilstrømningen til Danmark og om integrationen, siger Støjberg.

Socialdemokratiet har dog ikke lovet at tilbagerulle hverken kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen, hvis partiet skulle komme til magten.

- Det er to hjørnesten, som de ikke bakker op om.

- Vi kan se, hvor vigtig både kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen er for at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet, for det er en meget lav ydelse, man kommer på, når man kommer til Danmark, siger Inger Støjberg.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx