Af Ritzau - 19/01-17 07:57; Opdateret: 19/01-17 09:28

Trafikråd: Mange fartbøder kan få folk til at sænke fartenTrafikråd: Mange fartbøder kan få folk til at sænke farten

Det er for tidligt at konkludere, om mange fartbøder giver en sikker trafik, men det kan medføre lavere fart.

storybild

Politiets fotovogne blitzede sidste år 563.755 bilister. Det var ifølge Jyllands-Posten tre gange så mange som i 2014. Arkivfoto. (Billede: Free/Colourbox)

I 2016 blev rekordmange danskere ifølge Jyllands-Posten fanget i politiets fotofælde.

563.755 bilister blev blitzet og dermed taget for at køre for stærkt. Det var 42 procent flere end i 2015 og næsten tre gange så mange som i 2014.

De mange fartbøder kan være med til at skabe en adfærdsændring, så danskerne ikke kører så hurtigt på vejene.

Sådan lyder vurderingen fra Jesper Sølund, der er dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik.

- Det er ualmindeligt veldokumenteret, at politiets fartkontroller spiller en meget væsentlig rolle. Det kan man se alle steder, siger han.

- Man kan hæve sanktionerne, som man har gjort på mange punkter, eller øge kontrollen. Det sidste er langt mere effektivt.

- Hvis folk ikke oplever, at der er en risiko for at blive taget, påvirker det ikke adfærden særlig meget, lyder det fra Jesper Sølund.

En del af årsagen til de mange fartbøder er, at politiet er gået fra 25 vogne i 2014 til 100 fotovogne i 2015.

Dokumentationschefen vil dog endnu ikke konkludere noget omkring fotovognenes betydning for trafiksikkerheden, før ulykkerne fra 2016 er blevet analyseret.

Jesper Sølund mener, det er afgørende, om de har påvirket antallet af ulykker de steder, hvor der er blevet sat ind.

Derfor undrer han sig også over, at bilejernes forening, FDM, ser politiets indsats som forfejlet. FDM påpeger, at der i 2016 var en stigning i antallet af trafikdræbte.

- Vi har ikke tallene, så vi kan vurdere det. Det er lidt besynderligt, at man er så hurtig på aftrækkeren, siger han.

Erik Terp, centerchef for Nationalt Færdselscenter i Rigspolitiet, er ikke enig i kritikken. Han påpeger, at man ser samme tendens i andre europæiske lande, og at det kan skyldes et øget aktivitetsniveau efter finanskrisen.

- Det kan sagtens være, at tallene ville have set dårligere ud end det, de forventes at lande på, siger han.

FDM foreslår i samme åndedrag, at man som i udlandet skilter på farlige strækninger, så bilister bliver klar over, at det kan være farligt at køre for stærkt på netop disse veje.

Det er Rådet for Sikker Trafik enig i, at "man ikke skal være blind for".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx