Af Ritzau - 15/04-17 13:02; Opdateret: 15/04-17 13:29

S: Kræftramte asbestbørn skal have erstatningS: Kræftramte asbestbørn skal have erstatning

Socialdemokratiets sundhedsordfører "fatter ikke", at kræftramte børn af asbestarbejdere ikke får erstatning.

storybild

Kræftramte børn af tidligere asbestarbejdere på Eternitfabrikken i Aalborg skal tilbydes erstatning, mener Socialdemokratiet. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Det skal være muligt for børn af tidligere asbestarbejdere at få erstatning, hvis de senere i livet rammes af kræft som følge af asbeststøv i hjemmet.

Det mener Socialdemokratiets sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen.

Ifølge ham skal børnene tilbydes den samme erstatning, som det siden 2015 har været muligt for ægtefæller at modtage.

- Det er meget vigtigt for Socialdemokratiet, at de penge, som vi allerede har sat af, også skal bruges til børn, der er ramt af lungehindekræft.

- Jeg fatter ikke, at regeringen ikke har forstået alvoren i det her, og derfor er det min klare forhåbning, at der bliver handlet på det her hurtigst muligt. Det er helt urimeligt, at regeringen stadig ikke har rykket på det, siger han.

Regeringens vikarierende sundhedsminister, Karen Ellemann (V), siger da også til BT, at hun er "åben over for forslaget om at udvide ordningen".

Samme melding gav Ellen Trane Nørby (V) som sundhedsminister i januar.

I dag er det muligt for ægtefæller at blive erstattet med 170.000 kroner, hvis man er ramt af lungehindekræft som følge af asbest i hjemmet.

- Og det skal være de helt samme kriterier, som gælder for børnene, lyder det fra Flemming Møller Mortensen.

Det er børn af tidligere asbestarbejdere på Eternitfabrikken i Aalborg, der i dag - flere årtier efter at det blev forbudt at bruge asbest - begynder at blive ramt af den aggressive lungehindekræft, der skyldes asbeststøv i lungerne.

- Og det er lige så vigtigt, at de får en anerkendelse af, at der var noget, der gik galt, som det er for ægtefællerne, siger Flemming Møller Mortensen.

Omkring ti ægtefæller har fået erstatning fra den pulje på ti millioner, der i 2015 blev sat af til formålet. Og det er den pulje, som børnene nu også skal have del af, mener Socialdemokratiets sundhedsordfører.

Han understreger, at både Socialdemokratiet og Kræftens Bekæmpelse troede, at det var muligt for børnene at få arbejdsskadeerstatning, og at man af den årsag ikke inkluderede børnene i første omgang.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx