Af Ritzau - 12/05-17 17:23; Opdateret: 12/05-17 18:31

CEPOS-økonom om EL-forslag: Vil føre til faldende velstandCEPOS-økonom om EL-forslag: Vil føre til faldende velstand

Enhedslistens nye skatteforslag vil betyde lavere beskæftigelse og faldende velstand, siger Cepos-økonom.

storybild

- Det vil indebære lavere beskæftigelse og en faldende velstand, fordi man lægger en ekstra skat på en ekstra arbejdsindsats og på opsparinger og investeringer, siger Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank Cepos, om Enhedslisten nye skatteforslag. (Billede: Scanpix/Mathias Løvgreen Bojesen)

Enhedslisten vil både øge topskatten og genindføre formueskatten.

Sådan lød det fra Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper, da hun fredag talte til partiets årsmøde i København.

Det forslag falder dog ikke i god jord hos Mads Lundby Hansen, der er cheføkonom i den liberale tænketank Cepos.

- Det vil indebære lavere beskæftigelse og en faldende velstand, fordi man lægger en ekstra skat på en ekstra arbejdsindsats og på opsparinger og investeringer, siger han.

Ifølge Mads Lundby Hansen vil Enhedslistens forslag betyde, at 100.000 danskere, der i dag ikke betaler topskat, fremover kommer til det.

Han peger blandt andet på, at sygeplejersker og skolelærere vil blive ramt.

- Hvis en sygeplejerske tager overarbejde, så kan vedkommende nemt komme til at betale topskat, siger Mads Lundby Hansen, der desuden spår, at den samlede beskæftigelse vil falde med 4500 personer, fordi at folk vil arbejde mindre.

- Når man øger marginalskatten for en stor gruppe af personer, så vil det trække arbejdsindsatsen ned, fordi man får mindre ud af at arbejde ekstra.

Pernille Skipper mener dog ikke, at eksemplet med sygeplejersken holder.

- Det er sådan et typisk Cepos-argument at hive den enlige oversygeplejerske frem.

- Jeg vil ikke afvise, at man kan finde en enkelt sygeplejerske eller to, der kan nå op på det, hvis de får alle tillæg og har en høj anciennitet.

- Men den almindelige sygeplejerske og andre helt almindelige lønninger bliver ikke ramt af det her, sagde Pernille Skipper tidligere fredag på partiets årsmøde.

Enhedslistens forslag om ændringer i topskatten og genindførelsen af formueskatten skal finansiere ansættelsen af 27.000 personer i den offentlige sektor inden for en fireårig periode.

- Antallet af offentligt ansatte er faldet. Nu er der brug for en kæmpe saltvandsindsprøjtning, sagde Pernille Skipper på fredagens årsmøde.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx