25/09-17 07:59; Opdateret: 25/09-17 08:17

Venstre-veteran trækker sig fra politik lige inden valgVenstre-veteran trækker sig fra politik lige inden valg

Med under to måneder til kommunalvalget siger det tidligere folketingsmedlem Karsten Nonbo farvel til politik.

storybild

Tidligere folketingsmedlem for Venstre Karsten Nonbo stopper i politik. Han sad i Folketinget fra 1998 til 2015. Senest var han viceborgmester i Næstved. Scanpix/Jens Nørgaard Larsen/arkiv

Næstved. Borgerne kan ikke stemme på Venstres viceborgmester i Næstved Kommune, Karsten Nonbo (V), når der er kommunalvalg 21. november.

Det tidligere folketingsmedlem stopper sin aktive politiske karriere.

Det siger Nonbo, som sad i Folketinget fra 1998 til 2015, til Sjællandske.

Det sker altså mindre end to måneder før kommunalvalget. 66-årige Karsten Nonbo var placeret som nummer fem på Venstres liste.

- Jeg har været aktiv i politik i 28 år. Det må være nok. Torsdag indgik vi det fjerde budgetforlig, så jeg har gjort arbejdet færdigt. Vi har lagt sporene til det nye byråd, siger Karsten Nonbo til Sjællandske.

Han har været aktiv i kommunalpolitik siden 1990. Nonbo tilføjer, at han gik direkte hjem fra budgetforhandlingerne og skrev til Venstres bestyrelse, at han trak sig fra politik.

Nonbo begyndte i kommunalbestyrelsen i Fladså. Derefter fortsatte han i Næstved byråd efter kommunesammenlægningen i 2007.

I 2013 var Nonbo Venstres bud på en borgmester i forbindelse med kommunalvalget det år.

Men trods 4187 personlige stemmer kunne han ikke vriste borgmesterposten fra socialdemokraten Carsten Rasmussen. Han fik tre gange så mange personlige stemmer.

Sjællandske erfarer, at der er flere årsager til, at Nonbo har trukket sig. Ifølge mediet har der blandt andet været politiske spændinger mellem Nonbo og Venstres formand i teknisk udvalg, Søren Revsbæk.

Der var ifølge Sjællandske heller ikke enighed i Venstres byrådsgruppe om den store skolestruktur-plan, som blev vedtaget sidste år.

I 2016 kæmpede både Revsbæk og Nonbo om at blive Venstres borgmesterkandidat til kommunalvalget 21. november. Begge blev dog slået af Kristian Skov-Andersen, som ikke er medlem af byrådet.

Efterfølgende meddelte Nonbo, at han var klar på at fortsætte i politik. Men nu har han altså ombestemt sig.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx