Af Jeppe Pedersen - 24/08-17 19:30

Mor til druknede 18-årige Tobias: 'Jeg er sikker på, at det ikke er et uheld'Mor til druknede 18-årige Tobias: 'Jeg er sikker på, at det ikke er et uheld'

Den blot 18-årige Tobias Elkjær Pedersen blev fredag 11. august fundet livløs i en lille kanal i Nakskov efter at have været forsvundet i tre uger. Tilbage sidder Tobias' mor Maibritt Pedersen i dyb sorg. Og med en stor frustration over, hvad der skete med hendes unge søn.

storybild

18-årige Tobias blev sidst set lørdag 22. juli.

Det var politiet, der fandt 18-årige Tobias i en kanal ved Nakskov indrefjord ved Rødbyvej i Nakskov. Politiet har fortalt BT, at obduktionen ikke viste tegn på en forbrydelse.

Men det forstår Maibritt Pedersen intet af.

»Vi er en familie i dyb sorg. En familie med tusinde spørgsmål, og politiet har sagt, at det ikke var en forbrydelse. Det forstår vi ikke. Det er meget frustrerende,« siger Maibritt, der var nede onsdag for at lægge blomster og se det sted, hvor hendes søn døde.

Her beskriver Maibritt Pedersen kanalen som en lille å, der ikke er ret bred eller dyb og med et træhegn med bjælker, som man kunne gribe fat i. Ydermere fortæller hun, at Tobias havde taget livredderkursus, da han havde arbejdet på Scandlines, og derfor udmærket kunne svømme.

Derfor sætter hun spørgsmålstegn ved, om det var en ulykke - eventuelt selvforskyldt - som politiet indtil videre har konkluderet.

»Vi ved, at der var nogle med bandetilknytning, der var efter ham den dag. Og når vi ved, at han kunne svømme, må vi sætte spørgsmålstegn ved, at det er en ulykke. Det giver ingen mening. Vi tror ikke på, at vores dreng er havnet i den kanal af egen fri vilje,« siger hun.

Maibritt Pedersen og resten af familien har fået at vide, at obduktionen viste, at Tobias' lunger var fyldt med vand, og at han derfor led druknedøden. Der var hverken blå mærker, sår eller brud på kroppen og hovedet. Familien har endnu ikke fået at vide, om der blev fundet stoffer i blodet på Tobias.

Siden Tobias forsvandt 22. juli har livet været et helvede for Maibritt Pedersen.

»VI fik at vide mandag 14. august, at det var Tobias, der var fundet. Vi havde gået og håbet til det sidste, at han en dag ville dukke op. Der brød min verden sammen. Og det gjorde den for hele familien. Det er et helvede. Jeg bliver nødt til at tage noget beroligende medicin, så jeg kan sove om natten. For ellers vågner jeg med mareridt om, at jeg står ved kanalen og ikke kan hjælpe Tobias op af vandet. Det er en skrækkelig måde at gå herfra på,« siger Maibritt Pedersen.

Siden det blev bekræftet, at det var Tobias' lig, der blev fundet, er beskederne væltet ind hos familien. Det rører dem meget.

»Vi har modtaget så mange beskeder på Facebook, hvor folk kondolerer, og vi prøver at læse hver og en besked. Men det gør ondt at læse dem, selv om vi er dybt taknemmelige for dem. Det viser bare endnu en gang, hvor god en dreng han var. Hvor mange venner han havde. Hver dag kommer nogle af hans venner for at spørge, om vi er o.k., og om vi skal have handlet. Han havde de mest fantastiske venner,« siger Maibritt Pedersen.

Tobias skal bisættes ved Landet Kirke i Søllested på Lolland på fredag kl. 12. Der har Tobias sunget i kirkekor og er konfirmeret. Familien ønsker fred fra pressen af respekt for Tobias.

BT har talt med politikommisær hos Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi, Steen von Würden, der bekræfter, at det ikke er noget fra den indledende obduktion, der peger på, at der er sket en forbrydelse. Der er hverken fundet brud eller slag eller andre tegn på, at nogen skulle være impliceret i, at han er faldet i vandet.

Politiet afventer nu svar fra en blodprøve, der kan vise, om Tobias var påvirket af stoffer eller alkohol, da han druknede. Det forventer politiet at have svar på inden for 14 dage. Politiet arbejder derfor lige nu ud fra, at det er ulykke uden andre implicerede.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx