Af Ritzau - 29/01-17 12:33; Opdateret: 29/01-17 12:50

16-årig fængslet efter voldsomt gruppeoverfald i baggård16-årig fængslet efter voldsomt gruppeoverfald i baggård

En 15-årig dreng blev lørdag eftermiddag lokket ind i en baggård i Haderslev, hvor han blev banket og røvet.

storybild

En dommer ved Retten i Sønderborg har søndag besluttet, at der er grundlag for at varetægtsfængsle en 16-årig, der er sigtet for et groft overfald på en 15-årig bekendt i en baggård i Haderslev. (Billede: Free/Domstolsstyrelsen)

En dommer i Retten i Sønderborg har søndag valgt at varetægtsfængsle en 16-årig dreng, som er sigtet for et voldsomt røveri mod en 15-årig bekendt.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Røveriet fandt sted i Haderslev lørdag eftermiddag, da den 16-årige og det 15-årige offer skulle mødes omkring klokken 17.

- Der har været noget uvenskab mellem dem, så de skulle angiveligt mødes for at tale om det, siger vagtchef Ole Aamann.

- Den 16-årige beder den 15-årige om at gå med ind i en baggård, hvor der ifølge den 15-årige venter cirka ti unge mænd, som overfalder ham med slag og spark, siger vagtchefen.

Ifølge den 15-åriges anmeldelse slog de ham også med et jernrør. Politiets hunde har fundet et jernrør på stedet.

Den unge mand kom ikke noget alvorligt til ved overfaldet.

Gruppen tog et mindre kontantbeløb fra drengen, inden de forlod stedet. Da politiet senere fandt frem til den 16-årige, blev han derfor sigtet for røveri.

Grundlovsforhøret søndag foregik for lukkede døre. Derfor har offentligheden ikke fået indblik i hans forklaring. Der er endnu ingen meldinger om, hvordan den 16-årige forholder sig til sigtelsen.

Han skal foreløbigt sidde varetægtsfængslet i fire uger.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx