20/08-17 05:48; Opdateret: 20/08-17 09:42

Retspolitiker: Uacceptabel adfærd hos BagmandspolitietRetspolitiker: Uacceptabel adfærd hos Bagmandspolitiet

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti vil have afklaret, om lovregler om aflytning er overtrådt i flere sager.

storybild

København. Uacceptabelt. Det er det ord, som formanden for Folketingets retsudvalg vælger at bruge om Bagmandspolitiets manglende overholdelse af loven i efterforskningen af sag om skattesvig.

Undervejs aflyttede politifolkene en mistænkts telefonsamtale med en advokat. Materiale fra den slags indgreb skal ifølge retsplejeloven "straks" tilintetgøres, men det skete først efter mere end ni år, fremgår det af en mail fra Bagmandspolitiet til Ritzau.

Desuden beslaglagde betjentene korrespondance mellem den mistænkte og hans advokat, hvilket er ulovligt.

- Jeg er sikker på, at Bagmandspolitiet har de bedste intentioner i forhold til at finde folk, der ikke overholder reglerne, men det er selvfølgelig vigtigt, at Bagmandspolitiet selv overholder reglerne, siger retsudvalgets formand, Peter Skaarup, fra Dansk Folkeparti.

- Det er klart, at det er uacceptabelt, at man lader så lang tid gå, når lovgivningen er meget klar, siger han.

Peter Skaarup har stillet et spørgsmål til justitsministeren om sagen.

- Vi må fra retsudvalgets side appellere til, at vores myndigheder overholder reglerne i alle tilfælde. Nu afventer vi et svar fra justitsministeren på, om man har haft andre sager, hvor man ikke har ydet borgerne den retssikkerhed, de har krav på, siger udvalgsformanden.

Uacceptabelt er også et ord, som formanden for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, advokat Kristian Mølgaard, bruger.

Han hæfter sig ved, at politiet ikke bare overtrådte loven, men gav det ulovligt indhentede materiale videre til Skat.

- Det er klart, at det er nødvendigt, at der indføres en helt anden justits i forhold til lignende indgreb, og at det undersøges, om det skal have konsekvenser.

- Der er flere elementer i sagen. Ikke blot har man gemt materialet i så lang en periode og dermed tilsidesat reglerne i retsplejeloven, men man har også videreekspederet det til Skat. Dette forløb fordrer bestemt en forøget kontrol, siger Kristian Mølgaard.

Bagmandspolitiet oplyser, at medarbejderne på grund af sagen er blevet indskærpet reglerne om aflytning og beslaglæggelse.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx