Af Ritzau - 09/06-17 09:52; Opdateret: 09/06-17 10:30

Tidligere radiovært og politiker Jimmy Stahr er dødTidligere radiovært og politiker Jimmy Stahr er død

Jimmy Stahr var både radiovært og politiker, men et butikstyveri gav ham en ridse i omdømmet.

storybild

Jimmy Stahr var medlem af Folketinget for Socialdemokratet fra 1977 til 1994. Her ses han i folketingssalen sammen med Venstres Bertel Haarder. (Billede: Scanpix/Aage Sørensen)

Den tidligere radiovært og medlem af Folketinget Jimmy Stahr er død.

Han blev 82 år.

Det fremgår af en dødsannonce i Politiken fredag. Jimmy Stahr døde 2. juni.

Jimmy Stahr voksede op i et håndværkerhjem på Nørrebro.

Han uddannede sig som lærer, men blev landskendt som vært i spørgebrevkassen for børn "Spørg Olivia".

Her nåede han over 22 år at svare på 6000 børns spørgsmål om alt mellem himmel og jord.

Stahrs karakteristiske stemme kunne også høres i ønskeprogrammet Giro 413.

I 2002 skrev han en bog om Giro 413's historie, som hed "I anledning af...".

Det blev også til en plads i Folketinget.

Fra 1977 til 1994 var han medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Det var især det rets- og kulturpolitiske område, der optog ham.

Jimmy Stahrs omdømme fik dog en ordentlig ridse i lakken, da det kom frem, at han havde begået butikstyveri.

Udbyttet var blot en Mars-is og en pakke tyggegummi.

Han betegnede det selv som en ufattelig dum handling, at han ikke havde betalt for de to varer.

Stahr meddelte efterfølgende, at han ikke ville genopstille til Folketinget.

I 2003 stoppede Stahr i Danmarks Radio, men han fortsatte sit engagement på børneområdet.

Sammen med forfatteren Eva Bendix etablerede han foreningen "De Nye Bedsteforældre" - en græsrodsbevægelse, der arbejder for at styrke forholdet mellem børnebørn og bedsteforældre.

Han var derudover også aktiv som foredragsholder og historiefortæller.

Stahr efterlader sig ifølge eb.dk sin hustru, fire børn og fem børnebørn.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx