05/12-17 05:03

Børnefamilier rammes hårdt af kontanthjælpsloftBørnefamilier rammes hårdt af kontanthjælpsloft

Fattigdommen vokser i Danmark. Mindre i boligstøtte rammer 17.000 børnefamilier. Rekord mange søger julehjælp.

storybild

København. Ansøgninger om julehjælp plejer at høre slutningen af november til, men i år oplevede humanitære organisationer et rykind af bekymrede forældre allerede i sensommeren.

Og det kan der være en grund til, for antallet af økonomisk pressede børnefamilier vokser ifølge en analyse fra centrum-venstre tænketanken Cevea.

Den bygger på data fra Danmarks Statistik, der viser, at kontanthjælpsloftet har nedsat boligstøtten med i gennemsnit 1500 kroner om måneden for 17.000 børnefamilier. Det berørte i alt 34.400 børn i 2016.

- Loftet over kontanthjælp er slået hårdt igennem. Flere børn lever i fattige familier. Det kan betyde, at børnene udelukkes fra at kunne deltage i for eksempel fødselsdage og fritidsaktiviteter, siger Kristian Weise, direktør i Cevea.

Tænketanken er tirsdag vært ved et topmøde i København, hvor forskere og organisationer sætter fokus på børnefattigdom.

Ifølge Cevea er det ikke alene ulykkeligt her og nu at leve i en familie med dårlig økonomi. Det risikerer også at skade børnene på længere sigt.

- Vi ved, at børn i lavindkomstfamilier klarer sig dårligere i skolen, og dermed kan de ende i samme svære økonomiske situation som deres forældre, siger Kristian Weise.

En af de organisationer, som i år har modtaget flere ansøgninger om julehjælp, er Børnesagens Fællesråd - et netværk af 21 landsdækkende organisationer, der arbejder for fattige og udsatte børn.

I begyndelsen af september kom de første opringninger, og ved udgangen af november havde 1785 familier søgt. Det er tre gange så mange som sidste år.

Kontanthjælpsreformerne går som en rød tråd gennem ansøgningerne, siger formand René Skau Björnsson:

- Især kontanthjælpsloftet nævnes igen og igen. Det er særligt enlige mødre, som ikke kan få pengene til at slå til, fordi de har mistet boligtilskuddet eller boligsikringen.

Han mener, at det i en tid med økonomisk fremgang er foruroligende, at der er så mange, som er trængt.

- Vi har ydet julehjælp i 50-60 år, men aldrig i et omfang som nu. Det er et paradoks, at en gruppe i samfundet får det sværere og sværere, samtidig med at det går fremad for det store flertal, siger René Skau Björnsson.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx