Af Tine Thorlin - 26/12-17 21:25

BLOG: Må man godt sørge, når en på 91 dør?BLOG: Må man godt sørge, når en på 91 dør?

Hold op med at sige: 'Det var godt, hun fik fred.'

storybild

Tine Thorlin, journalist, BTMX

»Du skal ikke ønske dig at blive så gammel,« sagde min mormor.

Jeg sad på en skammel over for hende, så hun både havde udsyn til mig og det spirende forårsvejr uden for vinduet. Jeg måtte ikke flytte mig, havde hun sagt. Selv sad hun sunket sammen i en kørestol. Hun var kommet på et af den slags aflastningshjem med upersonlig indretning, der mest af alt minder om en parkering af gamle mennesker inden deres sidste stop.

Dagen efter var hun død. Vi skiltes med et »Vi ses mormor, sov godt«. Det perfekte farvel, kunne man sige. Bortset fra at det ikke var det. Et farvel. Jeg troede, hun ville være der dagen efter, sådan som hun altid havde været det.

Når et ældre menneske dør, spørger folk ofte »Hvor gammel blev hun?« eller »Var hun syg?«. Det opfølges af »Det er godt, hun fik fred«, eller »Hun har levet et langt liv«. Jeg ved, at ordene er sagt i den bedste mening, men når jeg ligger med en hovedpude, der er gennemsjasket af tårer og snot, er det svært at forstå, hvorfor min mormors død skal rationaliseres.

Hver dag dør folk i ulykker, af kræft og andre grusomheder. Alle kan sætte sig ind i, at det er tragisk, når en på 25 år dør. Meningsløst. Men når en på 91 dør, er det naturligt. En del af livet. Men hvad hvis det alligevel er en lille tragedie for mig? Det er jo ikke en hvilken som helst 91-årig – det er min mormor. Men kan jeg sige det til min veninde, der har mistet begge sine forældre? Selv om sorg ikke kan gradbøjes, kommer jeg alligevel til det. For må jeg godt sørge over en 91-årigs død?

Min mormor var hende, der slæbte min lillebror og mig med i teateret, i Tivoli og på mærkelige udstillinger. Der serverede spegepølsemadder med ristede løg i kolonihaven, og da hun ikke længere kunne passe den, plantede hun en ny have på sin altan og bød på sjusser dér. Hun var videbegærlig og hele tiden på jagt efter eventyr. Men til sidst blev eventyrene noget, der kun eksisterede i hendes drømme. Derfor var det en lettelse, da hun til sidst gav slip og fløj hen og blev til en flamingo inde i Zoologisk Have. Sådan som hun havde sagt, hun ville. En kvinde med så meget krudt i røven skal ikke tvinges til at sidde stille.

Men det har gjort min sorg til en ambivalent følelse. Fordi den person, jeg savner, ikke er den person, der døde. Fordi det for fanden er rigtigt, at »Det er godt, hun fik fred«. Men det kurerer jo ikke på magisk vis det tomrum, jeg står tilbage med.

Så jeg taler ikke om det. Savnet. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg skammer mig, eller fordi døden bare ikke er et samtaleemne i det danske lykkesamfund. I stedet bygger jeg en »Jeg har det fint«-mur, der ikke er 100 procent modstandsdygtig, og pludselig bliver jeg ked af det over små ting, som at jeg ikke kan finde en fucking juletræsfod. Eller kigger på mine forældre og min lillebror og har lyst til at pakke dem ind i bobleplast og fylde udødelighedseliksirer på dem.

Vi har alle en endestation, og mens nogle får en lang rejse, stopper turen for andre, inden den rigtig er kommet i gang. Men uanset hvad er der nogle efterladte tilbage, hvis rejse ikke er slut. Der må rejse videre med savnet i bagagen.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Efter vanvittig målfest: Brøndby...
bt.dk
'Den store bagedyst': Dommer så noget...
bt.dk
Dansk forfatter fik et chok: Havde...
bt.dk
Politiet: 21-årig dykker er fundet død
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx