10/08-17 02:02

Danskere rammes oftere af spiseforstyrrelser end indvandrereDanskere rammes oftere af spiseforstyrrelser end indvandrere

Danskere får oftere end første- og andengenerationsindvandrere spiseforstyrrelser, konkluderer forskere.

storybild

Forskere har set nærmere på socialkulturelle baggrunde blandt unge med anoreksi, bulimi eller overspisning. Scanpix/Carina Heckscher/arkiv

Aarhus. Risikoen for at udvikle en spiseforstyrrelse er omtrent dobbelt så stor for etniske danskere end for første- eller andengenerationsindvandrere.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en undersøgelse fra Aarhus Universitet.

Forskere har set nærmere på 1.184.205 personer født i Danmark mellem 1984 og 2002. Af de etniske danskere i undersøgelsen udviklede 0,8 procent en spiseforstyrrelse, mens tallet for indvandrere var 0,4 procent.

Studiet overrasker, mener Carsten Bøcker Pedersen, professor ved Aarhus Universitet.

- Fordi første- og andengenerationsindvandrere ellers er overrepræsenteret inden for mange andre psykiske sygdomme som for eksempel skizofreni.

- Det har en af vores tidligere undersøgelser vist, siger han til Jyllands-Posten.

Carsten Bøcker Pedersen står sammen med en gruppe forskere bag undersøgelsen, hvis formål var at undersøge de socialkulturelle baggrunde blandt unge med anoreksi, bulimi eller overspisning.

Undersøgelsen blev også lavet i Sverige med samme udfald som det danske.

Hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade ser man heller ikke mange indvandrere.

- Om der rent faktisk er færre med spiseforstyrrelser blandt de unge med anden etnisk baggrund end dansk, er svært at sige, siger generalsekretæren i foreningen, Steen Andersen, til Jyllands-Posten.

- Vores erfaring er, at spiseforstyrrelser ikke altid bliver anset som en acceptabel sygdom på samme måde, som de gør blandt etniske danskere, tilføjer han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx