Af Ritzau - 11/12-16 19:21

Professor: Støjbergs nye lov havde ikke udvist LevakovicProfessor: Støjbergs nye lov havde ikke udvist Levakovic

Støjberg vil udvise "typer som Levakovic" med ny lov. Men den vil hverken gøre fra eller til, siger kritikere.

storybild

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kritiseres fra flere sider for at indføre symbollovgivning uden reel juridisk effekt med et forslag, der har til formål at udvise flere kriminelle udlændinge. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Inden jul ventes Folketinget at vedtage en stramning, der har til formål at udvise flere kriminelle udlændinge. Men det er ren symbolpolitik, vurderer professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard:

- Forslaget sender et politisk signal uden reelt juridisk indhold.

Lovforslaget strammer udvisningsreglerne for kriminelle udlændinge, så de kun kan undgå udvisning fra Danmark, hvis det "med sikkerhed" vil være i strid med vores internationale forpligtelser.

Det var med afsæt i sagen om den kroatiske statsborger Gimi Levakovic, at udlændingeminister Inger Støjberg (V) i oktober foreslog at genindføre formuleringen "med sikkerhed".

- Nu strammer vi reglerne, og det betyder, at vi kan sende typer som Levakovic ud, udtalte Støjberg dengang.

Levakovic, der har adskillige domme for blandt andet vold og afpresning, undgik i foråret at blive udvist, da Højesteret fandt, at det ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Den nye lov havde ikke ændret dommen, fastslår Jørn Vestergaard.

Højesterets afgørelse byggede på en gennemgang af Danmarks internationale forpligtelser. Dem er domstolene stadig bundet af - og det kan man "ikke lirke politisk ved", pointerer professoren:

- Det vil ikke gøre nogen forskel for domstolenes bedømmelse, om der i loven står "med sikkerhed" eller ej, for grænsen trækkes under alle omstændigheder i kraft af Danmarks internationale forpligtelser.

De to ord "med sikkerhed" blev indført af VK-regeringen i 2011 og sløjfet af SRSF-regeringen i 2012. Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, kalder det "ren symbolpolitik".

Hun har modtaget en række folketingssvar fra Støjberg, der slår fast, at Levakovic "er omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed", og at "reglerne sætter grænser for medlemsstaternes adgang til at udvise EU-borgere."

- Vi vil have stramninger med en reel effekt. Man skal hverken bilde Folketinget eller danskerne ind, at to ord i udlændingeloven vil gøre, at Levakovic ville blive sendt hjem, siger Trine Bramsen.

Adspurgt hvilke stramninger Socialdemokratiet foreslår, svarer hun:

- Vi medgiver, at det er rigtig svært. Vi opfordrer Støjberg til at indkalde til drøftelser, så vi sammen kan lave stramninger, der sender kriminelle udlændinge hjem.

Trods kritikken vil S ikke stille sig "i vejen" for lovændringen.

I slutningen af november forsvarede Støjberg forslaget, som i hendes optik er "et skridt i den rigtige retning".

Lovforslaget andenbehandles i folketingssalen torsdag og skal efter planen vedtages 19. december.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Skuespillerinde forsvarer forhold til...
bt.dk
Efterforskere: MH17 blev skudt ned af...
bt.dk
Tasja fik erstatning efter...
bt.dk
Trump aflyser møde med Nordkorea
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx