Af Ritzau - 27/12-16 06:11

Politi melder om ingen tilskadekomne under julestormPoliti melder om ingen tilskadekomne under julestorm

Storm bragte vindstød af orkanstyrke med sig, men borgerne havde forberedt sig godt, lyder det fra politiet.

storybild

Myndighederne var godt forberedt på stormen Urd. Her er vi på Frederikssundsbroen. (Billede: Scanpix/Martin Sylvest/ Scanpix 2016)

Ingen personer er kommet noget til som følge af den kraftige storm Urd, der trak ind over landet i løbet af mandagen og natten til tirsdag.

Det fremgår af en rundringning til landets politikredse tirsdag morgen.

Derimod har en del træer rundtom måtte lade livet på grund af vindstød af orkanstyrke.

Hos Nordsjællands Politi tilskriver pressekoordinator Henriette Døssing de "ufatteligt" få meldinger om skader, at folk har rettet sig efter myndighedernes anbefalinger op til uvejret.

- Jeg tænker, at det er en af grundene til, at ingen er kommet til skade, siger hun tidligt tirsdag morgen.

- Folk har efterkommet de mange råd, som både politiet og andre myndigheder er kommet med før stormen - om hvordan man sikrer hus og hjem bedst mod stormskader og vandskader, siger hun.

Det mest voldsomme i kredsen er, at vand er strømmet ind i 15-20 sommerhuse i Kulhuse.

I Nordjylland begyndte stormen ved midnatstid at lægge landsdelen bag sig.

- Der er kun sket materielle skader og ikke rigtigt noget større, oplyser politiet, der også roser nordjyderne for at respektere råd om blandt andet unødig udkørsel.

I København meddelte politiet tidligt tirsdag, at stormen havde pustet ud.

- Vi har klaret os igennem uden alvorlige skader. Vi er lidt nervøse for to stilladser, begge på Østerbro, som kan brase sammen. Vi har derfor lavet afspærringer begge steder, men det er sådan set det, siger vagtchef Henrik Brix.

Fra andre politikredse - blandt andet Københavns Vestegn samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi - er det mest dramatiske et par væltede træer. Blandt andet på hovedvejen ved Præstø.

I Sønderjylland rev stormen også nogle træer omkuld, og en del ledninger er faldet ned. Desuden væltede en husgavl først på natten, oplyser vagtchef Erik Lindholdt.

Fra Fyns Politi beretter vagtchef Kenneth Taanquist om væltede træer flere steder på øen.

Desuden har enkelte byggepladser ikke sørget for at sikre alle materialer lige godt. Blandt andet i Middelfart, hvor adskillige isoleringsplader blev hvirvlet op i luften.

Bornholm er også blevet et par træer fattigere. Men her har kommunens folk allerede fjernet de væltede træer. Også i Østjylland har de forskellige kommuner været hurtige til til at fjerne væltede træer, oplyser politiet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx