30/08-17 15:37; Opdateret: 30/08-17 20:42

Dommere fængsler 68-årig i sag om udbytteskatDommere fængsler 68-årig i sag om udbytteskat

Østre Landsret lader sig ikke overbevise om, at det er forsvarligt at løslade tidligere ansat i Skat.

storybild

København. En tidligere ansat i Skat skal blive i sin fængselscelle. Østre Landsret har onsdag eftermiddag stadfæstet en kendelse fra Retten i Lyngby om varetægtsfængsling af den 68-årige mand.

Han beskyldes for bedrageri mod det offentlige, da han sørgede for uberettiget udbetaling af 37 millioner kroner i refusion for udbytteskat. Også skatteunddragelse og bestikkelse sigter Bagmandspolitiet ham for.

Manden, der bor i Helsingborg, nægter sig skyldig. Siden 27. maj i år har han været varetægtsfængslet.

De mange penge havnede via banker i Litauen og en østat i Caribien hos den 68-åriges kammerat, der boede i USA. Denne mand har siddet fængslet siden 23. maj.

Forsvareren for den 68-årige, advokat Lars Henriksen, siger, at han vil forsøge at komme videre til Højesteret. Det kræver dog en tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

I stedet for fængsling burde en deponering af pas og andre identitetspapirer være tilstrækkeligt, mener advokaten.

Der er ikke grund til at tro, at den 68-årige S. vil stikke af fra den kommende straffesag, eller at han vil påvirke andre og dermed ødelægge opklaringsarbejdet, lyder det.

- I hvert fald siden juni 2016 har han haft alle muligheder for at flygte og for at påvirke efterforskningen, men det er ikke foregået, har Lars Henriksen sagt.

Det var sidste sommer, at S. blev afhørt af Bagmandspolitiet om de 37 millioner kroner. Men først 26. maj i år blev han altså anholdt i Helsingborg og senere samme dag overgivet af svensk politi til danske betjente ved Circle K-benzinstationen ved Københavns Lufthavn.

Omvendt har Bagmandspolitiet argumenteret for fortsat fængsling.

- Mængden af beviser er overvældende, sagde specialanklager Stig Fleischer onsdag formiddag.

Han har bedt landsretten om at fastslå, at der ikke kun er en begrundet mistanke. Den er ovenikøbet særligt bestyrket, og fængsling skal derfor også ske af hensyn til folks retsfølelse, lød det.

- Det er så groft, at skatteydernes penge blev behandlet på den måde, og at man tilgodeser sin gode ven med 37 millioner kroner. Det er så stødende, at hensynet til retshåndhævelsen taler for en fortsat fængsling, sagde Stig Fleischer.

Landsretten konstaterer dog, at der alene er en begrundet mistanke. Der er risiko for, at S. vil stikke af eller vil påvirke efterforskningen, hvis han løslades, mener landsretten.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx