Af Mads Brandsen - 08/11-17 22:04

Patricia sagde ja til venneanmodning på Facebook - det endte med at koste hende 600.000 Patricia sagde ja til venneanmodning på Facebook - det endte med at koste hende 600.000

En australsk kvinde fortæller nu, hvordan en mand via Facebook franarrede hende en formue.

storybild

For to år siden takkede 61-årige Patricia Meister fra Australien ja til en venneanmodning på Facebook. Det kom til at koste hende dyrt. Meget dyrt.

Det fortæller hun til Daily Mail.

Carlos, som han kaldte sig, havde italienske og skotske aner, men boede i Brisbane, hvor han arbejdede som indretningsarkitekt. Efter en tid indledte de to et forhold over nettet.

»Jeg havde aldrig været på datingsites, og brugte kun Facebook til min virksomhed. Så da jeg fik en venneanmodning tænkte jeg, at 'det kan vel ikke skade at takke ja'. Jeg var på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg følte mig lidt isoleret. Jeg havde været single noget tid,« siger hun til avisen.

I Carlos havde hun fundet en mand, der var 'meget romantisk,' og efter noget tid skrev han, at han ville giftes med hende. Hun blev forelsket i ham, og chatsamtalerne på nettet var nu blevet til alenlange telefonsamtaler. Det gik med tiden op for hende, at han slet ikke var fra Italien – og at han heller ikke hed Carlos.

Han var fra Afrika, og i løbet af otte uger gik det op for Patricia Meister, at han generelt var ét stort bluffnummer. Desværre for Patricia Meister havde hun allerede lånt ham penge, som han angiveligt skulle bruge til at realisere et projekt i Malaysia.

Først sendte hun ham knap 3.900 danske kroner.

»Det føltes ikke rigtigt, men jeg tænkte, at det ikke var det store beløb at miste. Jeg endte derfor med at overføre dem til ham,« husker Patricia Meister.

Senere sendte hun ham 45.000 kroner. Hver gang opstod der problemer, der kostede yderligere. Da han skulle betale pengene tilbage, fortalte han, at han blev nødt til at sende dem med en kurér. For at pakken kunne forlade lufthavnen i Kuala Lumpur, skulle Patricia betale – og hun måtte også punge ud, da pakken nåede Australien.

Først da hun fik et opkald om, at 'Carlos' og hans advokat havde været involveret i en bilulykke og ville låne penge til at dække sygehusregningen, anede Patricia uråd. Det gik op for hende, at hun var blevet bedraget for i alt 643.700 kroner – og hun står nu frem for at advare andre.

»Folk tror, at vi, der bliver udsat for sådan noget her, er dumme, men de har ikke været i vores sko. Det handler ikke om at være dum. Selv de mest intelligente kvinder kan blive snydt,« siger hun, der godt er klar over, at hun næppe får pengene tilbage.

Hun har meldt sagen til politiet, der måtte meddele hende, at der ikke var meget at gøre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx