Af Ritzau - 25/05-17 08:21

Øget kontrol fanger flere dopede fitnessmotionisterØget kontrol fanger flere dopede fitnessmotionister

Flere besøg i fitnesscentre har resulteret i flere dopingsager. Øget indsats på forebyggende arbejde.

storybild

Anti Doping Danmark foretog 37 procent flere besøg på motionscentre rundt omkring i landet 2016. (arkivfoto) (Billede: Scanpix/Kasper Palsnov)

Antallet af dopingsager i danske motions- og fitnesscentre steg i 2016.

Hvor Anti Doping Danmark året forinden registrerede 140 sager, blev der sidste år delt 191 karantæner ud.

88 af dem skyldtes positive dopingprøver. Resten bundede i, at de udtagne personer ikke ville lade sig teste - så får man automatisk karantæne.

Stigningen i antallet af sager skal dog ses i forhold til, at Anti Doping Danmark foretog 37 procent flere besøg på centre rundt omkring i landet.

Samtidig blev der indkaldt 383 til prøve i 2016 i modsætning til 239 året før.

Derfor mener seniorkonsulent Malene Radmer Johannisson fra Anti Doping Danmark heller ikke, at tallene er et tegn på, at flere doper sig.

- Jeg ved ikke, om der er flere. Men det er et udtryk for, at vores fitnesskonsulenter er blevet bedre til at spotte de rigtige at indkalde.

- Men også for, at samarbejdet med centrene er blevet meget bedre. De tager i langt højere grad fat i os, når de registrerer, at der kommer det, vi kalder uhensigtsmæssige rollemodeller, i centrene, siger hun.

Anti Doping Danmark stiller som hovedregel én gang årligt på alle landets kommercielle og foreningsdrevne centre, og i tre ud af fire tilfælde bliver der slet ikke taget dopingprøver.

- Det er et udtryk for, at vi i høj grad prioriterer at komme ud i fitnesscentrene og være synlige og rådgive personale, medlemmer og frivillige.

- Det er forebyggende, og det er vores primære indsats, siger Malene Radmer Johannisson.

Når Anti Doping Danmark foretager dopingkontroller i fitnesscentre, sker det som oftest på baggrund af en konkret mistanke eller henvendelse.

Det er også derfor, at andelen af positive prøver og undladelser ligger lige omkring 50 procent.

Hvis man bliver testet positiv for et forbudt stof i sit lokale fitnesscenter, får man forbud mod at komme i alle centre, der samarbejder med Anti Doping Danmark, i to år.

Desuden får man fire års karantæne fra alle konkurrencer under DIF og DGI, ligesom man ikke må påtage sig leder- eller trænerarbejde i en idrætsklub i en fireårig periode.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx