Har du en god historie eller et tip? Kontakt redaktionen på
news@mx.dk
Snart kan ti af forsvarets skandale-helikoptere flyve igen
Inden for få uger kan 10 af 14 af forsvarets skandaleplagede EH-101 helikoptere lette igen uden motorproblemer.

Forsvaret får inden 1. juli 32 helikoptermotorer - så nu kan ti af deres 14 helikoptere snart lætte igen (Billede: Peter Hove Olesen, Polfoto)
Senest 1. juli får forsvaret leveret 32 motorer, der ikke er modificerede fra producenten Turbomeca hvilket gør, at helikopterne skulle kunne lette igen uden problemer.
De hidtige motorer havde det problem, ifølge et notat til Folketinget, at der var “risiko for, at motorerne går i stå under flyvningen.”
- Men nu får vi altså motorer nok til, at vi får ti funktionsdygtige helikoptere, da de bruger tre motorer hver. Hermed skulle vi have nok til både det danske beredskab og til at sende to til Afghanistan, siger chef for Forsvarets Materieltjeneste, generalløjtnant Per Pugholm.
Forsvaret undersøger samtidig muligheden for at “gøre et erstatningskrav gældende overfor motorproducenten.”
Venstres forsvarsordfører er dog slet ikke tilfreds med forklaringen om helikopterne, som Danmark fik i 2005.
- Jeg er ikke beroliget. Jeg har før kaldt det Forsvarets IC4-sag. Og nu vil man sende helikoptere på mission på den anden side af kloden, siger Troels Lund Poulsen, der har bedt om en redegørelse for motorfejl.