27/10-17 14:02; Opdateret: 27/10-17 15:48

Nu får du muligheden for at komme på Løkkes julekortNu får du muligheden for at komme på Løkkes julekort

Alle børn og unge kan de kommende to uger indsende julekreationer til statsministerens julekort.

storybild

Nu har børn og unge mulighed for at komme på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) julekort. Scanpix/Emmanuel Dunand/arkiv

København. Når juleaften nærmer sig, skal statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at sende hundredvis af julekort til stats- og regeringschefer, samarbejdspartnere og organisationer.

I år kan børn og unge være med til at skabe Løkkes julekort.

Statsministeren udskriver fredag en konkurrence om at udsmykke hans julekort.

Dermed kan man få sin flotte julekreation på statsministerens julekort, og hvem ved, måske kommer det til at stå hjemme hos USA's præsident, Donald Trump.

Ifølge Statsministeriet er det frit, om det indsendte bud skal være en tegning, et udklip eller et foto. Det skal bare kunne trykkes på et kort.

- I kan tage et billede, tegne en tegning, lave et udklip eller animere et motiv - der er frit valg på alle hylder, så længe det handler om jul og kan trykkes på et kort.

- Jeg glæder mig til at få vinderen med familie eller venner på besøg i Statsministeriet, skriver Løkke på Facebook.

Vinderen af konkurrencen får desuden en rundvisning af Lars Løkke i Statsministeriet.

* For at deltage skal du:

- Skildre, hvad du forbinder med jul og sende det til juletegning@stm.dk. Gem det originale produkt i tilfælde af, at dit bud bliver udvalgt.

- Vedlægge en kort beskrivelse af, hvorfor du lige netop har lavet den skildring. Du kan kun deltage med ét bud.

- Husk at skrive navn, adresse og alder i mailen.

- Hvis du vælger at indsende et foto, må det ikke være brugt i andre sammenhænge.

- Deltagerne i konkurrencen har ansvar for, at motivet overholder reglerne for ophavsret mv. og reglerne for samtykke fra eventuelle fotograferede personer.

Seneste mulighed for at indsende en kreation til Løkke er fredag 10. november klokken 16.00.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx