26/08-17 05:33

Billigere Storebælt-tur kan svække Femern-forbindelsenBilligere Storebælt-tur kan svække Femern-forbindelsen

Nok er pendlerne glade, men billigere brobilletter kan ramme Femern og trafikken over Fyn, lyder kritikken.

storybild

København. Regeringens plan om at gøre det 25 procent billigere at køre over Storebælt kan give problemer for Femern-forbindelsen og trafikken over Fyn, advarer Folketingets to største partier og en lektor.

Billigere brobilletter vil "helt sikkert have en ikke ubetydelig effekt" på den kommende Femern-tunnel, vurderer lektor ved Institut for Byggeri og Anlæg ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann:

- Når man sætter prisen ned på Storebælt, er der ikke lige så mange bilister, der vil vælge Femern, og så vil økonomien på Femern blive dårligere.

- Man må regne med, at en hel del færre vil køre derned.

Spørgsmål: Kan man ikke bare sænke billetprisen tilsvarende på Femern?

- Det kan man godt, men i forvejen frygtes det, at Femern vil lide rentedøden: Altså at den ikke kan betale sig selv hjem, hvis billetindtægterne end ikke kan betale renterne, siger Harry Lahrmann.

Forslaget er en del af regeringens finanslovsudspil, der præsenteres tirsdag. Men allerede onsdag løftede regeringen sløret for det.

Her forsikrede finansminister Kristian Jensen (V), at det kun vil få en marginal betydning for Femern:

- Det vil have en betydning, men det vil være en mindre betydning i forhold til den trafik, der er forventet over Femern. Samtidig skal man huske, at det binder Danmark sammen.

Men tallene bag Femern-projektet kritiseres for at være for optimistiske og overvurdere andelen af trafikanter, påpeger Harry Lahrmann, der dog ikke selv har foretaget nogen beregninger.

Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er klar til at forhandle om lavere takster, men efterlyser et samlet regnestykke.

Trafikordfører Rasmus Prehn (S) er bekymret over den negative virkning:

- Det er i hvert fald det, vi har fået at vide i Transportministeriet, når vi har holdt møde i Femern-forligskredsen: Billigere takster på Storebælt kan gøre Femern-projektet mere skrøbeligt.

Hvis forslaget koster trafik på Femern, får man en regning, som skal håndteres, betoner transportordfører Kim Christiansen (DF).

Regeringen venter, at 4000 flere vil krydse Storebælt dagligt, når prisen sænkes. Det vil presse trafikken på den i forvejen trafikerede vestfynske motorvej, påpeger både lektoren og de to ordførere.

- Jeg har flere gange prøvet at holde i kø på en søndag, og det siger noget om, hvor belastet man er på Fyn, Rasmus Prehn.

Kim Christiansen efterlyser et regnestykke på, hvor grel trængslen vil blive:

- I stedet for en takstnedsættelse er der måske mere behov for, at man tager nogle penge fra Storebæltsforbindelsen og så får udvidet E20 på Fyn.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx