Af Ritzau - 05/12-16 20:13

Forskere og forældre satser på status quo i danske Pisa-talForskere og forældre satser på status quo i danske Pisa-tal

Det er for tidligt at se resultat af folkeskolereformen skinne igennem på godt og ondt i Pisa-tal, lyder det.

storybild

Nye Pisa-tal lander tirsdag, og for danske elever vil resultatet ligne tidligere år, spår flere forskere. Genrefoto (Billede: Free/Colourbox)

Danske elevers evne til at læse og regne kommer under lup, når årets internationale Pisa-undersøgelse bliver offentliggjort tirsdag.

Danmark har tidligere placeret sig midt i feltet, og spørger man både forskere og forældre vil tallene i år ligne de tidligere præstationer.

- Umiddelbart tror jeg på status quo, siger Andreas Rasch-Christensen, der er forskningschef på professionshøjskolen VIA University College.

- Selv om der er sket en kvantitativ styrkelse i antallet af timer i dansk og matematik, har der været en del virak med reformen, inklusionsbølger og nye arbejdstidsregler for lærerne, siger han.

Også formanden for Skole og Forældre, Mette With Hagensen, regner med et resultat i tråd med de seneste år.

- Jeg forventer, at vi ligger på nogenlunde samme niveau som tidligere. Det ville være fint, hvis det er gået op, men jeg forventer ikke de store udsving, siger hun.

Professor Niels Egelund fra det pædagogiske institut DPU under Aarhus Universitet deler forventningen. Han har øjnene rettet mod de danske elevers matematiske kunnen, når tallene bliver lagt frem.

- Jeg er mest spændt på matematik. Hvis det er gået tilbage, er der noget grundlæggende galt, for så er vi gået ned tre gange i træk, siger han.

Han peger samtidig på, at det er vigtigt at holde fokus på de danske resultater uden at skele for meget til udlandet.

- Den bedste brug af Pisa er at se på, om Danmark er blevet bedre eller ej. Skidt med hvordan elever ligger i Singapore eller Shanghai. Det interessante er, hvordan vi ligger i Danmark i forhold til tidligere.

Den holdning deler Andreas Rasch-Christensen.

- Man skal betragte Pisa-tal med seriøsitet, men man kan ikke entydigt sige noget om, hvorvidt skolen klarer sig godt eller dårligt. Man kan se, hvordan de danske elevers faglige udbytte udvikler sig over tid i bestemte fag, siger han.

Det er første gang siden folkeskolereformen, at Pisa-tallene lander. Hverken forskerne eller forældrene tror dog, at den vil skinne igennem i årets tal, da det stadig er for tidligt at aflæse gode eller dårlige konsekvenser af den.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx