07/07-17 16:46

FN skærper kravene til skibsmotorer og brændstofFN skærper kravene til skibsmotorer og brændstof

København. Efter en årelang dansk indsats er det lykkedes at få Nordsøen og Østersøen endeligt udpeget som områder, hvor der gælder særligt skrappe krav til skibes udledning af sundhedsskadelige kvælstofilter - også kendt som NOx'er.

storybild

Det oplyser kontorchef Sara Røpke fra Miljøstyrelsen. Hun er dansk delegationsleder under denne uges møde i London i FN's Søfartsorganisation, IMO.

Vedtagelsen indebærer, at nye skibes udledning af NOx'er fra 2021 skal sænkes med op mod 75 procent, sammenlignet med tilsvarende skibe bygget i dag. Det kan ske med nye teknologier, der reducerer udslippet af kvælstofilter.

- Det har stor positiv betydning for miljøet og menneskers sundhed, så det er meget glædeligt, siger Sara Røpke.

IMO-mødet kom også "et vigtigt skridt videre" med regler for at håndhæve skærpede krav til svovl i bunkerolie fra 2020, siger hun.

- IMO har godkendt den plan for det videre arbejde, som var fremlagt på mødet, siger kontorchefen.

Der er nu enighed om ikke at åbne smuthuller eksempelvis i form af overgangsordninger.

I dag kan bunkerfuel til skibe indeholde hele 3,5 procent svovl.

Men fra 2020 er det obligatorisk at bruge brændstof med maksimalt 0,5 procent svovl - en reduktion på op mod 80 procent fra nu - med mindre skibet har installeret en "scrubber", som renser skorstensrøgen.

herudover er der allerede nu særligt skrappe svovlkrav i områder som Østersøen og Nordsøen.

Den tunge fuelolie er både sundhedsskadelig og sender ved forbrænding store mængder af bittesmå sodpartikler ud i atmosfæren.

Partiklerne lægger sig på isen i Arktis, så den bliver sort og tiltrækker mere solvarme - og skubber dermed på klimaforandringerne.

Både brancheforeningen Danske Rederier og miljøorganisationer vil have forbudt brugen af tung bunkerolie i Arktis.

Seniorrådgiver Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd peger på, at tung bunkerolie allerede er forbudt omkring Antarktis (Sydpolen). Rådet vil ikke alene have forbudt brug, men også transport af tung fuelolie i Arktis.

- Vi ønsker et forbud mod, at skibe bruger det mest forurenende brændstof i Arktis, der er et af verdens mest følsomme naturområder, hvor klimaændringer allerede sker i dobbelt tempo, og oliespild ikke fjernes, siger han.

Ifølge Sara Røpke har Danmark på London-mødet støttet et forslag fra Canada og andre lande om, at IMO begynder at se på risici ved brug og transport af tung bunkerolie i Arktis.

- Vi er tilfredse med, at der var tilslutning til at gå i gang, siger Sara Røpke.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx