Af Ritzau - 10/03-17 16:18

Professor: Minister har ikke juraproblem i PostnordProfessor: Minister har ikke juraproblem i Postnord

Ole Birk Olesen har ikke et juridisk, men politisk problem i PostNord, mener professor Per Nikolaj Bukh.

storybild

Kriseramte PostNord beder staten om 2,3 milliarder kroner. Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har ikke et juridsk problem i sagen, men måske et politisk problem med ordførerne. det mener professor Per Nikolaj Bukh, Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har ikke brudt reglerne ved at orientere forligspartierne for sent om problemer i PostNord. Men han kan have et politisk problem, fordi ordførerne gerne ville orienteres før.

Det siger professor Per Nikolaj Bukh fra Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

- Det var nyt for mange mennesker, de tal, der kom frem onsdag: 3500-4000 skal afskediges, og der skal bruges tre milliarder svenske kroner til at restrukturere selskabet, siger Per Nikolaj Bukh.

- Men man har haft stort set de samme oplysninger på udkast-plan i december. Transportordførerne kan have det synspunkt, at de gerne ville have kendt de oplysninger dengang.

Ole Birk Olesen møder tirsdag morgen postordførerne. Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen har ikke længere tillid til ham, mens Dansk Folkepartis Kim Christiansen kræver en god forklaring.

Spørgsmål: - Er det mere en politisk end en juridisk uenighed?

- Ja. Det er det. Det er ikke en sag med ministeransvar. Man har nogle foreløbige tal. Det er jo klart, at man har arbejdet på denne plan i længere tid i den danske del af PostNord, siger Per Nikolaj Bukh.

- Man kan altid overveje, om man skal lægge de foreløbige tal frem, før man har efterprøvet deres juridiske holdbarhed. Men man kunne ikke have handlet på dem.

Sagen afspejler politiske partiers forventninger til et samarbejde om en stor sag, mener Per Nikolaj Bukh.

- Man er nødt til at have en fælles forståelse af, hvordan man arbejder sammen, siger han.

Lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, sagde torsdag til DR, at han ikke så et juridisk problem i sagen.

- Ministeren skal orientere Folketinget, hvis der er en vildfarelse om et eller andet, eller der er væsentlige nye oplysninger i et spørgsmål. Men der er ingen umiddelbar tidsfrist for, hvor hurtigt det skal ske, siger Sten Bønsing.

- I den konkrete sammenhæng er det min opfattelse, at der har været en hurtigt nok proces med at orientere forligskredsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx