Af Ritzau - 14/06-17 13:05; Opdateret: 14/06-17 13:22

Aftale åbner grænsen for dansk strøm til TysklandAftale åbner grænsen for dansk strøm til Tyskland

En ny aftale mellem Danmark og Tyskland sikrer handel med strøm på tværs af grænsen.

storybild

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har indgået en aftale med sin tyske kollega om handel med strøm mellem Tyskland og Jylland. Det vil gavne de danske og nordiske elproducenter, siger ministeren. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har indgået en aftale med det tyske Økonomi- og Energiministerium om, at der skal stilles et minimumsniveau af kapacitet til rådighed for handel med strøm mellem Jylland og Tyskland.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Handlen med strøm fra Jylland til Tyskland har været begrænset de seneste år, fordi det tyske elnet har en række begrænsninger, også kaldet flaskehalse.

- Det er en rigtig god aftale for Danmark og de nordiske elproducenter, som gradvist vil kunne eksportere mere strøm til Tyskland i perioder, hvor de kan producere strøm billigere end deres tyske kolleger.

- Det er glædeligt, at det nu er lykkedes at lande en aftale, som sikrer en meget stejl indfasning af åbningen for handel med strøm, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

- Allerede i 2019 vil åbningen af kapaciteten i gennemsnit være fem gange så stor som i 2016.

Sidste år var kun 11 procent af handelskapaciteten mellem Jylland og Tyskland tilgængelig for markedet.

Det medførte, at selv om de nordiske elproducenter i perioder kan producere strøm billigere end deres tyske konkurrenter, kan de ikke få adgang til at sælge den billigere strøm på det tyske marked.

I Nordtyskland har udbygningen af elnettet ikke kunnet følge trit med udbygningen med vedvarende energi. Aftalen skal håndtere situationen, indtil den tyske netudbygning tillader en fuld åbning af grænsen.

- Med denne midlertidige aftale når vi ikke en fuld åbning af kapaciteten, men vi når et vigtigt skridt på vejen, siger Lars Chr. Lilleholt:

- Problemerne med de interne flaskehalse i Tyskland er meget komplekse, og det vil være urealistisk at løse problemerne fra den ene dag til den anden.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx