Af Sebastian Kirk - 05/04-18 22:34; Opdateret: 10/04-18 11:23

Salg af brugerdata på sociale medier bekymrer tre ud af fire danskereSalg af brugerdata på sociale medier bekymrer tre ud af fire danskere

Danskerne er utrygge ved, at sociale medier sælger data om dem. De har dog intet at frygte, mener tidligere Facebook-chef.

storybild

Facebook-stifter og direktør Mark Zuckerberg har været ude og undskylde oven på historien om Cambridge Analytica. (Billede: Stephen Lam)

Det er en ubehagelig tanke, at Facebook og andre sociale medier indsamler oplysninger om brugerne og sælger dem videre til andre virksomheder.

Det mener et flertal af danskerne i en ny undersøgelse, YouGov har foretaget for metroxpress, hvor mere end tre ud af fire svarer, at den slags videresalg 'bekymrer' dem.

Og det er ganske forståeligt, mener Jan Christiansen, der er tidligere landechef for Facebook i Norden og i dag bureauchef hos Konxion.

»Jeg kan godt forstå, at folk bekymrer sig om det. Dybest set er det meget meget få af os, der ved noget om, hvad det er for nogle data, Facebook har, og hvilke forretningsmetoder de anvender,« siger han.

Torsdag kom det frem, at op mod 42.000 danskere er en del af omtrent 87 millioner Facebook-brugere, hvis data virksomheden Cambridge Analytica angiveligt har brugt til blandt andet at få Donald Trump indvalgt som amerikansk præsident.

Facebook solgte disse data til analysevirksomheden tilbage i 2014, men det var ikke før aviserne The Guardian og New York Times belyste sagen sidste måned, at lavinen begyndte at rulle.

Facebook-stifter Mark Zuckerberg har efterfølgende været ude at undskylde og understrege, at det sociale medie siden har skærpet sin praksis.

'Vi har begået fejl, der er mere at gøre, og vi er nødt til at oppe os og gøre det,' skrev han på Facebook.

Pernille Tranberg, der er rådgiver i dataetik og medstifter af tænkehandletanken Dataethics, håber, at denne sag vil gøre folk mere kritiske omkring, hvor magtfulde virksomheder som Mark Zuckerbergs er blevet.

»Endelig har almindelige mennesker fået øjnene op for, hvilken retning vores samfund bevæger sig i. Og det er i retning af en meget udemokratisk situation, hvor individer bliver mere gennemsigtige, og de, der har magten - herunder Facebook - i højere grad udnytter det,« siger hun.

Så grelt står det dog ikke til, mener Jan Christiansen.

»De her data er alene blevet brugt til at tegne nogle personprofiler, som der sidenhen er blevet målrettet nogle annoncer mod. Så derfor skal vi ikke være bange,« slår han fast.

»Jeg mener da bestemt, at det er en positiv ting, hvis den her sag kan skabe noget røre i vandet, og det kan fremskynde nogle politiske processer om, hvad man må og ikke må gøre.«

Jan Christiansen


Undersøgelsen

'Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn? Det bekymrer mig, at sociale medier kan indsamle personlige oplysninger om mig og sælge dem videre til andre virksomheder.'

  • Helt uenig: 3 pct.
  • Delvist uenig: 5 pct.
  • Hverken/eller: 14 pct.
  • Delvist enig: 27 pct.
  • Helt enig: 50 pct.
  • Ved ikke: 1 pct.
Undersøgelsen er baseret på interview med 843 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 26. - 31. marts 2018. Alle respondenter har brugt sociale medier i løbet af de seneste to måneder. Citat må kun ske med angivelse af kilde: YouGov for metroxpress.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Skjulte tegn: Sådan spotter du, når...
bt.dk
Maskerede gerningsmænd læssede...
bt.dk
Professor: Overhængende fare for...
bt.dk
Jackson-familien er dybt bekymret for...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx