Af Ritzau - 07/06-17 09:31; Opdateret: 07/06-17 09:59

Skats nye it-system bliver 70 millioner kroner dyrereSkats nye it-system bliver 70 millioner kroner dyrere

Skat har store problemer med at færdigudvikle det nye it-system eKapital, der bliver forsinket i over et år.

storybild

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) kalder det "yderst beklageligt", at et nyt it-system i Skat er forsinket i over et år og kommer til at koste over 70 millioner kroner mere end planlagt. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Over 70 millioner kroner mere end budgetteret og et års forsinkelse.

Sådan lyder status for Skats nye it-system, eKapital, skriver Ekstra Bladet.

Systemet består af tre dele, hvoraf to er færdigudviklet. Men det tredje, et rentesystem, halter. Systemet skal håndtere, når den finansielle sektor indberetter renteoplysninger.

Skatteministeriet fik sidste år tildelt yderligere 27,4 millioner kroner til systemet, og i sidste uge bad skatteminister Karsten Lauritzen (V) om at få tilført yderligere 43,9 millioner kroner.

De to ekstrabevillinger sender altså en ekstraregning på 71,3 millioner kroner til skatteyderne. De har i forvejen måttet bøde for det kulsejlede it-system EFI.

It-professor Kim Normann Andersen fra Copenhagen Business School påpeger over for Ekstra Bladet, at eKapital er endnu et eksempel på et stort offentligt it-projekt, der koster mere end lovet og bliver afleveret efter deadline.

– Man kan med rette stille spørgsmål ved, om det er det offentlige, der skal betale og stå for udviklingen af it-projekter - frem for at få nogle med armslængde til det politiske og bureaukratiske til at udvikle og administrere dem.

It-systemet skulle oprindeligt have været lanceret 10. januar i år, men systemet vil først være klar i april næste år.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra skatteministeren, men i sidste uge skrev Karsten Lauritzen til Folketingets Finansudvalg, at den "betydelige budgetudvidelse" var "yderst beklagelig".

– Projektet er forsinket som følge af en række tekniske udfordringer, der blandt andet vedrører de problemer, Skat desværre generelt har, når der skal udvikles it-systemer, der indbefatter integrationer til Skats gamle it-systemer.

Skat oplyser til Ekstra Bladet, at eKapital ville have indbragt ti millioner kroner i ekstra skatteindtægter til statskassen, hvis systemet var blevet lanceret planmæssigt.

De ti millioner kroner ville spares ved, at man får et mere effektivt system, og at man ikke skal registrere manuelt.

Statens it-projektråd, der to gange årligt evaluerer statens kommende it-projekter, giver eKapital et "rødt trafiklys". Det advarer mod, at projektet er meget forsinket og har væsentlige budgetoverskridelser.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx