Af Ritzau - 07/04-17 10:50; Opdateret: 07/04-17 16:31

Mand fængslet for at stikke ekskæreste med knivMand fængslet for at stikke ekskæreste med kniv

En 39-årig kvinde risikerer at blive blind, efter at hun torsdag blev stukket ned med kniv ved Hobro.

storybild

En 39-årig kvinde er i fare for at miste synet, efter at hun torsdag blev stukket ned med en kniv i Stenild ved Hobro. (Billede: Free/Kristian Kirk Mailand/maimento)

En 52-årig mand er fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at han torsdag stak sin ekskæreste ned med kniv.

- Han har erkendt de faktiske omstændigheder og kærede ikke fængslingen til landsretten, fortæller politikommissær Preben Møller fra Nordjyllands Politi.

Knivstikkeriet fandt sted på mandens bopæl i Stenild ved Hobro, og den 39-årige kvinde risikerer at blive blind efter overfaldet.

Hun er i forvejen blind på det ene øje, og hun er nu i fare for at miste synet på det andet.

Kvinden har ikke på noget tidspunkt været i livsfare, men hun ligger i kunstig koma og blev fredag overført til Aarhus Universitetshospital fra Aalborg Universitetshospital.

Manden og kvinden har tidligere været kærester og boet sammen. Det er kun manden, der er tilmeldt adressen, hvor knivstikkeriet fandt sted.

Politiet modtog klokken 14.38 torsdag en anmeldelse om, at der stod en mand på gaden og blødte. I baglommen havde han en blodig kniv.

Det viste sig, at manden selv kun blødte ganske lidt, og blodet på kniven kunne derfor ikke stamme fra ham.

Derfor gik politiet ind i huset, hvor man fandt den tilskadekomne kvinde.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx