Af Ritzau - 31/03-17 08:39; Opdateret: 31/03-17 09:06

Miljøministerium blev orienteret om kvoteindgreb i majMiljøministerium blev orienteret om kvoteindgreb i maj

Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) fik i maj en stribe anbefalinger for Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

storybild

Esben Lunde Larsen (V) er fredag morgen i krydsild i et samråd, hvor han skal forklare sig. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) skal fredag morgen på et samråd redegøre for, hvorfor han ikke gjorde Folketinget opmærksom på, at der var flere muligheder for at stoppe fiskeriets såkaldte kvotekonger.

Men et nyt dokument kan gøre ministerens forehavende mere vanskeligt end først antaget.

Ministeren har hele tiden hævdet, at han ikke har været bekendt med de 16 forslag fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, som kunne stoppe tendensen til, at danske fiskekvoter havner på meget få hænder.

Angiveligt skulle de 16 forslag være sendt til Esben Lunde Larsens forgænger på posten, partifællen Eva Kjer Hansen, og derfor hævder den nuværende minister ikke at have set dem.

Berlingske fortæller imidlertid fredag morgen, at der også i maj 2016 - efter at Esben Lunde Larsen tiltrådte - blev sendt en skrivelse fra styrelsen til ministeriet.

Skrivelsen indeholder en række forslag til, hvordan man kan komme kvotekoncentrationen til livs.

- Det er jo meget enslydende med dokumentet med de 16 punkter, lyder det fra Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, til avisen.

- Og meget mere end ministeren ville præsentere for Folketinget. Dette kræver en meget, meget god forklaring.

- Det er et stort problem, at vi tilsyneladende har en minister, der i den grad lider af hukommelsessvigt, siger han til Berlingske.

Også Simon Kollerup, der er fiskeriordfører for Socialdemokratiet, er kritisk over for ministerens ageren. Han kalder de nye oplysninger for "en meget alvorlig udvikling".

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx