Af Ritzau - 02/06-17 02:11; Opdateret: 02/06-17 15:57

Otte anholdte er løsladt efter skyderi i BirkerødOtte anholdte er løsladt efter skyderi i Birkerød

Ved et slagsmål i Birkerød blev en person såret af skud. Otte blev anholdt, men ingen af dem affyrede pistolen

storybild

To grupperinger er stødt sammen i Birkerød natten til fredag. Der er sandsynligvis tale om et opgør i bandemiljøet. (Arkivfoto) (Billede: Free/Pressefoto Rigspolitiet)

Politiet har været massivt til stede i Birkerød siden et skyderi natten til fredag i det, der populært kaldes "Politiparken". Det ligger i den centrale del af Birkerød.

En mand blev ramt af skud, da to grupperinger stødte sammen.

Otte blev anholdt. De er imidlertid alle blevet løsladt igen i løbet af fredagen, og Nordsjællands Politi har endnu ikke fundet den, der affyrede en pistol.

- Den indledende efterforskning peger på, at ingen af de otte anholdte affyrede pistolen, og derfor er de nu løsladt igen, siger politikommissær Henrik Gunst, Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet formoder, at de to grupper fra slagsmålet har forbindelse til bandemiljøet. Efterforskningen skal blandt andet vise, om nattens episode hænger sammen med andre sammenstød i området i den seneste tid.

- Vi kan ikke udelukke, at sagen trækker tråde til tidligere episoder i Birkerød og Allerød-området, og det er vi i gang med at udrede nu, siger Henrik Gunst.

De anholdte har tilknytning til den samme gruppering, som politiet ikke oplyser navnet på. De er mellem 19 og 26 år. Blandt dem var den person, der blev såret af skud.

Han blev ramt i armen og måtte en tur på sygehuset sammen med to andre, der fik skader ved slagsmålet. Ingen af de tre er dog kommet alvorligt til skade, oplyser politiet.

Politiet fik anmeldelsen om slagsmålet klokken 00.07 natten til fredag. Området, der ligger nær Hovedgaden, var fra morgenstunden afspærret, mens politiet lavede tekniske undersøgelser på stedet.

Nordsjællands Politi har sat et større maskineri i gang for at nå til bunds i, hvem der var involveret i slagsmålet, og desuden er ordensmagtens patruljering i Birkerød øget.

- Nu øger vi vores tilstedeværelse i Birkerød, og så vil vi efterforske intenst for at få trevlet sagen op, siger Henrik Gunst.

Han opfordrer folk, der har oplysninger om sagen, til at henvende sig til politiet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx