Af Sebastian Kirk,Trina Nielsen - 12/02-18 22:26; Opdateret: 12/02-18 22:50

8 ud af 10 forældre sikrer ikke deres børn på nettet8 ud af 10 forældre sikrer ikke deres børn på nettet

Et flertal af danske forældre bruger ikke børnesikring, når de små får en tablet eller en smartphone mellem hænderne.

storybild

Små børn er relativt nemme ofre på internettet, lyder det fra Børns Vilkår. Derfor er det en god idé at begrænse børnenes adgang til diverse apps og hjemmesider.

Grådige spiludviklere og skumle folk med lumre bagtanker. Nettet er fyldt med typer, der ligger på lur for at udnytte godtroende børn.

En ny undersøgelse, YouGov har foretaget for Samlino.dk, viser, at over halvdelen af danske forældre til børn under 18 år bekymrer sig for, hvad deres børn bliver udsat for på nettet.

Alligevel svarer hele 78 procent af forældrene, at de ikke har aktiveret børnesikring på deres børns telefoner og tablets. Men det bør man altså, lyder rådet fra Børns Vilkår.

»Børn kan blive kontaktet af fremmede og på den måde komme i problemer, fordi de kommer til at udveksle noget indhold, de ikke lige havde tænkt over kunne bruges imod dem. Det er det, man kalder grooming,« forklarer børnefaglig konsulent Charlotte Smerup.

Hun nævner desuden porno, vold og dyremishandling som andre eksempler på ting, børn relativt nemt kan komme til at falde over.

»Vi anbefaler, at man sætter begrænsninger på hos de mindste børn - op til 10-11 år. Når de når den alder, finder de ud af selv at slå det fra eller omgå det på en eller anden måde. Og så er det ikke længere nok,« siger hun.

Derfor er det essentielt at tale med sine børn om de farer, der potentielt lurer, understreger Charlotte Smerup. Her erklærer psykolog Lina Sjögren fra Red Barnet sig enig.

»Generelt set mener vi, man skal starte tidligt med at tale med sine børn om det indhold, man kan blive udsat for på nettet,« forklarer hun og fortsætter:

»Ligesom man i børnehaven arbejder med at lære børn at sige stop og tage fat i en voksen, hvis de oplever noget, som ikke er rart, er det er vigtigt også at starte snakken tidligt om, at der kan være ubehagelige ting på nettet.«

Charlotte Smerup fra Børns Vilkår påpeger, at det også er vigtigt at holde øje med de ældre børns færden på nettet. Ellers risikerer man sager som den verserende 'Umbrella'-sag, hvor flere end 1.000 unge danskere er sigtet for at dele børneporno.

»Selv om vi ikke kan kontrollere de ældre børns begrænsninger så godt mere, har de altså stadig brug for hjælp fra en voksen en gang imellem - selv om det ikke altid virker sådan,« siger hun.

Hos Medierådet, der har til ansvar at informere om og sætte fokus på børns brug af internettet, mener kontorchef Claus Hjorth, at man skal være forsigtig med at være for striks med at udstikke påbud til sine børn.

»Når man sætter rammer op for, hvad børn må og ikke må, bør det ske på grundlag af en dialog. Hver gang man laver en kontrol, risikerer man at skabe mistillid mellem forældre og barn,« siger han.

Forældre bør holde øje med, hvad deres børn bruger tablets og smartphones til. (Billede: Shutterstock/Modelfoto)

Guide: 5 gode råd til forældre

  • 1. Tal med dit barn om god opførsel på nettet. Lad være med at dele personlige oplysninger, hold altid dine passwords hemmelige, og få fat i en voksen, hvis der er ubehagelige eller stødende oplevelser.
  • 2. Begræns indhold på Youtube. Gå ind i 'Indstillinger' og find 'Begrænset tilstand' i bunden af siden og vælg 'Slå til'. Så bliver voldeligt og vulgært indhold filtreret væk.
  • 3. Brug 'Familiedeling', hvis I bruger Apple-ID. På den måde skal du gennemse og godkende køb, dit barn vil foretage. Derudover kan du slette apps og andet indhold fra dit barns smartphone og tablet.
  • 4. Lav en selvstændig brugerkonto for dit barn, hvis I deler tablet, eller barnet låner din smartphone.
  • 5. Overvej at købe et særligt mobilabonnement målrettet børn, hvor der fra starten er lavet sikringer, der skærmer for ubehageligt indhold som erotik og voldeligt indhold.

Sådan slår du børnesikring til

iPhone:

'Indstillinger' -> 'Generelt' -> 'Begrænsninger'.

Hvis det er første gang, du bruger denne menu, skal du vælge en fire-cifret kode. Vælg en kode, som dit barn ikke kan gætte, da denne kode bruges til at lave ændringer i begrænsningerne. Under menuen 'Begrænsninger' kan du vælge, at enten begrænse eller helt fjerne dit barns adgang til en række apps og indhold.

Du kan for eksempel begrænse disse kategorier:

  • App-tilladelser: Du kan begrænse, hvorvidt dit barn har adgang til en internetbrowser, kamera, FaceTime og iTunes, samt regulere, om det må installere, slette og købe apps.
  • Indhold: Du kan begrænse musik og nyheder, der er under kategorien “Explicit”, film, TV og apps med aldersbegrænsninger og bøger med seksuelt indhold.
  • Anonymitet: Du kan bl.a. begrænse lokalitetstjenester, kontakter, bluetooth-deling og brug af mikrofon.
Android:

Har dit barn en Android-telefon eller -tablet, har du mulighed for at bruge tilvalget 'Forældrekontrol'. Dog fungerer det ikke på samme måde som på en iPhone, da der ikke er mulighed for at administrere indhold direkte fra telefonens indstillinger.

I stedet skal du bruge 'Google Play'-appen, som er den, du bruger, når du skal downloade apps. Hvis dit barn er under 13 år, skal du bruge appen Familiy Link. Herefter vælger du 'Administrer indstillinger' på kortet 'Indstillinger', og her vælger så du menuen 'Administration' i Google Play.

Er dit barn minimum 13 år, vælger du 'Forældrekontrol' under 'Indstillinger' i 'Google Play'-appen. Herefter vælger du en pinkode, som du skal bruge, hvis du ønsker at ændre i indstillingerne. Når du har oprettet Forældrekontrol som tilvalg, kan du begrænse adgang til apps og spil, musik, film, TV og bøger.

Bemærk dog, at barnet stadig vil kunne tilgå ufiltreret indhold, hvis det har et direkte link til indholdssiden.

LÆS OGSÅ: Sikkerhedsekspert opfordrer efter hacker-hul: Opdater

Andre læser lige nu

Andre historier

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Mand fundet død i vandet ved slotspark
bt.dk
Lastbil brager direkte ind i 10-årig...
bt.dk
Stjernens skibrille-forklaring vakte...
bt.dk
Sofie Linde har født: Se det søde...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx