Af Ritzau - 06/04-17 10:30

R: Regeringen får ikke en aftale med fastfrosset grundskyldR: Regeringen får ikke en aftale med fastfrosset grundskyld

Regeringen - især De Konservative - må indse, at der ikke er flertal for at fastfryse grundskylden, lyder det.

storybild

Regeringen må indse, at den ikke får en boligaftale med fastfrosset grundskyld, lyder det fra De Radikales partileder, Morten Østergaard. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Finansminister Kristian Jensen (V) har trukket regeringens bud på et nyt boligskattesystem tilbage og har givet sig selv påsken over til at lave et nyt udspil.

En af de helt store knaster i forhandlingerne er spørgsmålet om grundskylden.

Især regeringspartiet De Konservative er fast besluttet på, at grundskylden skal fastfryses, indtil et nyt system for ejendomsvurderinger kan træde i kraft.

Men det må partiet indse, at der ikke er flertal for, siger De Radikales partileder, Morten Østergaard:

- Regeringen må én gang for alle droppe idéen om at fastfryse grundskylden. Det er der simpelthen ikke råd til.

- Vi skal have en mere socialt og geografisk afbalanceret model. Ingen skal gå fra hus og hjem, fordi boligskatten stiger. Men vi skal have en balance, hvor de bredeste skuldre bærer mest.

Også Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet afviser at fastfryse grundskylden. Det vil give ejere af dyre boliger en urimelig fordel, lyder det.

Adspurgt om Morten Østergaard fuldstændig vil afvise at være med i en aftale, der fastfryser grundskylden, lyder hans svar:

- Der er ikke basis for at vedtage en fastfrysning af grundskylden i Folketinget. Og derfor er svaret også, at sådan en boligaftale får regeringen ikke.

Hos Liberal Alliance kalder finansordfører Joachim B. Olsen det ærgerligt, at regeringens udspil er sparket til hjørne.

Han forstår ikke de øvrige partiers krav om at bibeholde et knæk, så man betaler en højere procentsats for de dyreste boliger. Adspurgt om LA ville kunne gå med til det såkaldte millionærknæk, svarer ordføreren:

- Jamen, der er jo nogle ting, man kan blive nødt til at gå med til, hvis man ikke har flertal for sin politik. Men jeg forstår ikke, hvorfor det er så vigtigt for DF og S at få et knæk.

- Der er ikke nogen penge i det. Det er fuldstændig symbolpolitik. Det knæk på seks millioner kroner, som V-regeringen foreslog, gav 100 millioner kroner til statskassen.

- Og så er der den brede misforståelse, at alle i dyre boliger også har høje indkomster.

Regeringen ventes at præsentere et nyt boligudspil efter påske.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx